Regioner: Beløn helbredelse og patienttilfredshed
Nu sætter regionerne gang i en række forsøg om værdibaseret styring, som skal udvikle metoder til i højere grad at opnå de bedste resultater for patienterne.
Frem for at måle sundhedsvæsenet på antallet af leverede ydelser, sengedage og ventelister skal fokus derfor flytte til, hvilken indsats der samlet set skaber størst værdi for patienternes trivsel og livskvalitet, skriver Danske Regioner.
"Vi er i en situation, hvor langt flere patienter skal opleve et sundhedsvæsen, der er til for deres skyld. Og vi nærmer os grænsen for, hvor hurtigt personalet kan løbe. Det er der vist ingen, der er i tvivl om, efter de sidste par dages nyhedsstrøm. Derfor er vi nødt til at styre og belønne, så vi har fokus på de resultater, der er vigtigst for patienterne," siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner.
Nu sætter regionerne gang i en række forsøg om værdibaseret styring i gang. Forsøgene skal udvikle metoder til i højere grad at opnå de bedste resultater for patienterne. Forsøgene skal også udvikle hensigtsmæssige metoder for afregning, således at den bedste praksis bliver belønnet og udbredt.
I forlængelse af økonomiaftalen for 2016 mellem regeringen og regionerne skal forsøgene evalueres systematisk.
"Vi sætter nu gang i en stor forandring i måden, vi styrer sundhedsvæsenet på, så det er afgørende, at vi afprøver og evaluerer grundigt. Derfor er jeg også glad for, at både faglige organisationer, patientorganisationer og regioner indgår så konstruktivt i dialogen," siger Bent Hansen.