Hver anden kommune gør klar til at skære i velfærden
De kommunale budgetter skal hænge sammen næste år. Det kommer ifølge rundspørge til at ramme blandt andet ældre.
Det skriver Politiken.
I en undersøgelse lavet af Epinion for fagforbundet FOA forudser knap halvdelen af kommunernes økonomichefer, at der skal skæres i personalet. Fire ud af ti forventer, at serviceniveauet falder i 2017.
Udgifterne per barn vil falde i hver fjerde kommune, og udgifterne til ældre vil gå ned i mere end hver femte kommune, viser undersøgelsen, som 82 af landets 98 kommunale økonomichefer har besvaret.
En af de kommuner, der skal stramme, er Silkeborg Kommune.
"Vi vil næste år lave et stærkt hug ind i administrationsudgifterne, men vi bliver også nødt til at reducere servicen - og ja, det rammer borgerne," siger borgmester Steen Vindum (V) til Politiken.
I Jammerbugt Kommune er der også udsigt til et presset serviceniveau. I et sparekatalog kan man blandt andet læse, at der er lagt op til at reducere åbningstider i SFO'erne, og at normeringen går ned fra 22 børn per voksen til 25 børn per voksen.
Nedskæringerne kommer, på trods af at regeringen i sommer valgte at droppe det såkaldte omprioriteringsbidrag, der skulle have indefrosset over to milliarder kroner af kommunernes 2017-økonomi.
I fagforeningen FOA mener formand Dennis Kristensen, at spørgeundersøgelsen taler direkte ind i de kommende skatteforhandlinger på Christiansborg.
"Undersøgelsen er en demonstration af, at selv om vi holder de offentlige udgifter i ro, betyder det beskæringer af velfærden, når vi får det omsat til virkelighed," siger Dennis Kristensen til Politiken. Han mener, at skatten på nogle områder bør hæves.
Venstres finansordfører, Jacob Jensen, er uenig.
"Vi skal have skatten ned, så vi sikrer indtægt også for kommende generationer. Topskatten skal være lavere," siger han til Politiken.
Hos SF mener ordfører Jacob Mark, at der skal tilføres flere midler til området.
"Man skal sætte ind økonomisk. Kommunerne gør ikke det her, fordi de synes, det er sjovt. Vi har foreslået, at man laver et velfærdsløft, så man over de næste ti år skal sætte 6,6 milliarder kroner af om året til ekstra velfærd," siger han til Ritzau.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/