23948sdkhjf

Sygehuskunst genbruger det gamle

Stort kunstværk udført i tæt samarbejde med arkitekter skal byde velkommen til det nye Akuthus på Bispebjerg
Vi er i år 2023, og dørene til det nye Akuthus på Bispebjerg er netop slået op. Hospitalets gæster bliver som det første mødt af et stort kunstværk, der pryder ankomstområdet: Grafiske mønstre i foyergulvet, store vægfragmenter af genanvendte materialer fra hospitalet og et langt trappegelænder skåret ud af de gamle træer fra området, som har måttet vige pladsen for det nye byggeri.

Sammen fortæller de forskellige elementer en historie om det, der var, og det, der kommer.

Kunstneren Camilla Nørgård har med sit kunstværk - direkte integreret i bygningen - vundet konkurrencen om at udsmykke ankomstområdet i Akuthuset i Nyt Hospital Bispebjerg.

En positiv forskel

"Jeg har fået en sjælden mulighed for at arbejde med noget så vigtigt som et hospitalsbyggeri og ovenikøbet på et sted med en betydningsfuld historie. Det er en fantastisk chance for at skabe noget, der giver mening for dem, der skal bruge det hver dag," siger Camilla Nørgård begejstret.

Også fra hospitalets side er der glæde over resultatet.

"Vi ved fra forskningen, at kunst kan gøre en positiv forskel for folk, der er indlagt. Med dette værk tilføjer vi stedet en ekstra dimension og giver brugerne af hospitalet en følelse af, at det menneskelige er i fokus", siger projektleder Hilde Schroll Jespersen fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

Arkitektur spiller hovedrolle

Værket skal tage udgangspunkt i sygehusets unikke kulturarv og bevare den sammenhæng mellem kunst og arkitektur, der er på stedet.

Netop arkitekturen spiller en vigtig rolle i Camilla Nørgårds værk. Gulvet i foyerområdet vil blive udsmykket med brudstykker af tegningerne af arkitekturen i det kommende Akuthus.

"Det nye byggeri er foldet fladt ud, klippet op og sat sammen til et tæppe af flydende geometriske former, en blød, feminin patchwork-udgave af arkitekturen," siger hun.

Kunstneren skal arbejde tæt sammen med arkitekterne, der udformer Akuthuset. Mikkel Beedholm er partner og arkitekt hos KHR Arkitekter og var med til at vælge Camilla Nørgårds værk som vinder af konkurrencen.

Han ser fine muligheder i et samarbejde mellem kunsten og arkitekturen.

"Det er rigtig spændende, at Camilla var valgt at bruge arkitekturen så direkte i sin kunst. Som arkitekter ser vi det som en cadeau til vores fag, at hun på den måde spejler vores tegninger og indbygger bygningens dna som en del af værket. Samtidig er værket et smukt vidnesbyrd om historien på stedet", siger Mikkel Beedholm.

Bruger de fældede træer

Projektet er stadig på skitseplan og som en del af realiseringen vil Nørgård indrette et værksted på hospitalet for at samle materialer og inspiration.

Værkstedet vil fungere som et kunstlaboratorium, der undersøger stedets muligheder.

"Jeg havde for eksempel en idé om at bruge de træer, der skulle fældes i forbindelse med byggeriet, og mødte tilfældigt en byggepladsleder på hospitalsområdet. Han sagde, at de allerede havde fældet og gemt træer, som jeg var velkommen til at bruge. Det var et heldigt sammentræf," siger Camilla Nørgård.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079