Hjort beskyldes for at skabe utryghed for pensionisterne
Der er budgetteret med besparelser på boligydelsen næste år. Men DF tror ikke, det bliver til noget.
Sådan lyder anklagen fra både Ældre Sagen og regeringens støtteparti Dansk Folkeparti.
Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, er med egne ord både skuffet og vred.
"De skaber konstant usikkerhed. Boligydelsen er helt nødvendig for at kunne betale huslejen på plejehjemmene og i ældreboligerne. Hvis man rører ved det risikerer vi, at plejehjemsbeboere må gå fra deres plejehjemsplads,"siger han.
Dansk Folkeparti undrer sig over, at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har sat besparelserne på pensionisternes boligydelse på finanslovsforslaget for 2017. Og partiet regner ikke med, at besparelserne bliver til noget.
Forslaget om at skære i boligydelsen var nemlig også en del af finansloven for 2016, men det blev pillet ud i 11. time, fordi det viste sig at ramme pensionisterne hårdere, end politikerne havde troet.
Siden indgik de borgerlige partier bag finansloven en aftale om at "søge at finde" det aftalte beløb, som i 2016 skulle være 90 millioner, men som stod til at stige stærkt til 200 millioner næste år og knap en halv milliard i 2020.
Men ifølge DF's finansordfører, René Christensen, er forsøget på at finde en model, der er acceptabel, ikke lykkedes.
Alligevel har Claus Hjort Frederiksen budgetteret med de selvsamme besparelser på finanslovsforslaget for næste år.
"Det er dybt tåbeligt, at pensionisterne skal udsættes for den debat igen. De bliver usikre på deres boligydelse. Det har de ingen grund til at være, men det bliver de selvfølgelig, når den er sat ind med det store beløb,"siger René Christensen.
"Der har været mange modeller på bordet, men det har ikke kunnet lade sig gøre. Jeg forventer ikke, at der kommer til at ske ændringer i boligydelsen,"siger han.
De 90 millioner, der skulle være sparet i år, er blevet til det, politikerne kalder en "negativ tillægsbevilling". Det vil kort sagt sige, at politikerne har accepteret, at de penge så bare mangler.
René Christensen lader forstå, at han forventer, at det samme vil ske, hvis Hjort holder fast i, at besparelserne skal med på finansloven for næste år.
Ældre Sagen lader sig dog ikke berolige af det. Al orlov og ferie for organisationens "regnedrenge- og piger" er inddraget, meddeler direktøren.
- Vi sover med pistolen under puden med hanen spændt, indtil det her er fjernet, siger Bjarne Hastrup.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/