Alle taler om telemedicin
FÆNGSLET i Horsens danner i dag rammen om en stor telemedicinkonference. Der inviteres bl.a. til workshop om uddannelse af sundhedspersonale til telemedicin.
Deltagerne på konferencen kan bl.a. høre Danske Regioners formand Bent Hansen, Horsens Kommunes borgmester Peter Sørensen, professor Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet COHERE, ledelsesforsker Annemette Digmann fra Region Midtjylland og praktikere, patienter og mange flere.
I løbet af dagen bliver der en række workshops. Der vil for eksempel være en workshop om uddannelse af sundhedspersonale til telemedicin. Hvordan får vi omsorgspersoner interesseret i teknologi? Hvorfor er det ikke altid så let, som man skulle tro at få ny teknologi i anvendelse? Hvad skal man egentlig kunne som omsorgsperson for at arbejde med telemedicin? Hvad oplever sygeplejersker fra hospital
og kommune, at der er på spil i forhold til telemedicin? Hvordan er teknologi og telemedicin tænkt ind i den nye sygeplejeuddannelse? Her kan man høre om forskning og praksisnære erfaringer og blive del af en dialog om, hvad der skal til uddannelsesmæssigt for at få succes med telemedicin. Oplægsholdere er Adjunkt cand.cur Anita Lunde fra VIA, ph.d. stipendiat Bente Hull Frich fra
AU, områdeleder Jeanette Rumph fra Horsens Kommune og udviklingssygeplejerske Karen Ersgard fra Hospitalsenheden Horsens.
Det er Horsens På Forkant med Sundhed der arrangerer dagens konference, der løber af stablen fra kl. 9 - 17 i FÆNGSLET i Horsens.