23948sdkhjf

Se hvem, der er gladest for at gå på arbejde

Der er én aldersgruppe, der fløjter højere, når de trækker i arbejdstøjet, end andre. "Det er de, fordi de i højere grad har valgt arbejdet positivt til", siger seniorforsker Mona Larsen.
Det er dem over 60 år, der hver morgen trækker i arbejdstøjet og glæder sig mest til en ny arbejdsdag.
Det viser en ny undersøgelse blandt FOA-medlemmer, skriver Fagbladet FOA.

60+erne går i ni ud af ti tilfælde på arbejde hver dag med gejst og smil på læben. Det fremgår af undersøgelsen, hvor 2.408 har deltaget.

Årsagen til de glade seniorer er ganske ligetil, siger seniorforsker Mona Larsen, SFI.

”De medarbejdere, der har haft problemer og været fysisk og psykisk belastet, har for manges vedkommende forladt arbejdsmarkedet som 60-årige. Dem, der er tilbage, er i store træk dem med et godt helbred. De trives og har derfor i højere grad valgt arbejdet positivt til,” siger Mona Larsen til Fagbladet FOA.

Fagbladet FOA har talt med 69-årige Joan Boll, der arbejder på Bredebo Plejecenter i Lyngby-Taarbæk Kommune som sygehjælper med speciale i demens.

”For mig er det vigtigt at kunne tale åbent med mine kolleger og ledelse og få noget sparring. Derudover passer jeg på mig selv ved at sige klart til og fra over for opgaver," siger hun til fagbladet.


Det viser undersøgelsen

• 90 procent af FOAs medlemmer over 60 år er glade for at gå på arbejde hver dag.
• 82 procent af FOAs medlemmer under 40 år er glade for at gå på arbejde hver dag.
• I gennemsnit for alle aldersgrupper er 86 procent glade for at gå på arbejde hver dag.
Kilde: FOAs undersøgelse om arbejdsmiljø: 'Jobtilfredshed, anerkendelse og indflydelse'
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094