Syv projekter skal styrke sammenhængen for svage ældre
Nu skal regioner og kommuner sammen afprøve konkrete modeller, som kan skabe mere sammenhæng og bedre samarbejde i indsatsen for de svageste ældre patienter.
Pengene, der kommer fra satspuljen for 2016-2019, skal bruges til, at regioner, kommuner og evt. almen praksis afprøver konkrete modeller, som kan skabe mere sammenhæng og bedre samarbejde i indsatsen for de svageste ældre patienter, der har kontakt til sygehus og almen praksis og samtidig har behov for af hjælp fra kommunens hjemme- eller sygepleje i eget hjem, plejebolig eller på plejecente
Projekterne vil bl.a. undersøge metoder til at forebygge, at de ældre får behov for at blive indlagt, forbedre udskrivelsen af de ældre fra sygehuset og forhindre efterfølgende behov for genindlæggelser, skriver Sundheds- og Ældreministeriet.
De syv projekter skal igangsættes inden udgangen af 2016 og afsluttes inden udgangen af 2019. Og der gennemføres en national evaluering af projekterne, som skal understøtte, at de gode erfaringer efterfølgende kan udbredes til andre regioner og kommuner.
Som led i regeringens indsats over for ældre og svage patienter er der afsat 82,4 mio. kr. fra satspuljemidlerne til at skabe større sammenhæng i mødet mellem de ældre og sundhedsvæsenet.