23948sdkhjf

3.000 medarbejdere får løft i kompetencer i Aarhus

Aarhus-model skal sikre, at ny viden implementeres i dagligdagens pleje.
I Aarhus Kommunes magistratsafdeling Sundhed og Omsorg skal intet mindre end 3.000 medarbejdere gennem et obligatorisk kompetenceløft i løbet af et år.

For at skabe det bedste afsæt for de nye arbejdsgange og overførslen af ny viden til den daglige praksis ude i ældreplejen, har Sundhed og Omsorg et særlig fokus på, at kursusforløbet ikke kan stå alene, men at forberedelserne før, arbejdet mellem kursusmodulerne og tiden efter kurset er afgørende for transformation og forankring af læring.

I praksis betyder det, at en sosu-hjælper, der har været på kursus, får tilknyttet en læringsmakker, som typisk er en sosu-assistent, der kan hjælpe med at overføre den nye viden til praksis i hverdagen.

I Sundhed og Omsorg har man desuden ansat ti såkaldte ’læringsaktivister’, der skal støtte lederne i de enkelte områder og inspirere de mange medarbejdere, der gennemgår kursusforløbene.

Morten Manø Nørgaard, Line Lykke Thøgersen og Camilla Kjær Mikkelsen er alle læringsaktivister. De fortæller:
"Vi skal skubbe på og være med til at udvikle og sprede de gode læringsaktiviteter, der får forandringerne til at leve i hverdagen. Men vi skal også hjælpe lederne og være med til at sikre helt konkret, at alle medarbejdere rent faktisk kommer afsted på kompetenceforløbene".

Læringsaktivisterne er fordelt ud i Sundhed og Omsorgs syv distrikter, men mødes en gang om ugen for at dele erfaringer og viden:
"Vi har forskellige roller i de teams, vi er tilknyttet. Men har også fået frihed til at vælge metoder i vores møde med organisationen. Den viden vi opsamler og deler, skal bidrage til et generelt løft af læringsrummet i hele Sundhed og Omsorg," siger de tre.

Metodefriheden og den frie tilknytning til organisationen betyder, at læringsaktivisterne beskæftiger sig med en bred vifte af opgaver: Fra formidling, sparring med ledere og hjælp til kompetenceafklaring, prøvehandlinger (hjælpe medarbejderne til at bruge nye kompetencer i praksis) og opfølgning på teammøder.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097