Spastikere skal kunne få et arbejde
Det giver ikke mening, at kun én ud af fire spastikere er i beskæftigelse, for det betyder, at hver dag går det danske samfund glip af vigtige ressourcer, mener Spastikerforeningens landsformand, Lone Møller.
Foto: Spastikerforeningen
Det giver ikke mening, at kun én ud af fire spastikere er i beskæftigelse, for det betyder, at hver dag går det danske samfund glip af vigtige ressourcer, samtidig med at samfundet bruger store ressourcer på forsørgelse, fordi vi har et arbejdsmarked, som enten ikke kan eller vil rumme spastikere.
Spastikere er en stor ressource og udgør en stor og uudnyttet arbejdskraftreserve, som vi, hverken af hensyn til den enkelte eller af hensyn til fællesskabet, har råd til at sætte uden for arbejdsmarkedet. Forudsætningen er et mere rummeligt arbejdsmarked, hvor den enkelte arbejdsplads har både viljen til og forståelsen for de justeringer og tilpasninger, der er nødvendige.
Vi kan ikke på den ene side investere både penge og politisk kapital i at skabe en inkluderende folkeskole, mens vi på den anden side kan se de selv samme børn voksne op og blive ekskluderet, når de skal ud på arbejdsmarkedet. Det er både uværdigt og et uacceptabelt spild af ressourcer.
Der er en tæt sammenhæng mellem uddannelse og muligheder på arbejdsmarkedet, og det gælder også spastikere. Jo bedre uddannet du er, desto større er dine muligheder for efterfølgende at komme i arbejde og blive selvforsørgende.
Derfor er det helt galt, når regeringen med sin 2025-plan vil underminere unge spastikeres mulighed for at tage en uddannelse ved at afskaffe revalideringsordningen. Og for at føje spot til skade, så foreslår regeringen tillige en SU-reform, som vil ramme mange unge spastikere hårdt. At gøre lån til en væsentlig del af økonomien under uddannelse vil afholde mange unge med handicap fra at give sig i kast med en uddannelse.
Spastikerforeningen opfordrer regeringen til at bevare revalideringsordningen og sikre, at unge studerende med handicap ikke risikerer at ende som både forgældede og arbejdsløse. Og så må regeringen trække i arbejdstøjet for at sikre, at arbejdsmarkedet bliver langt mere inkluderende, så vi ikke risikerer at ende med et samfund, hvor det at have et handicap betyder, at man er ekskluderet fra arbejdsmarkedet.