23948sdkhjf

100 millioner til sygehusbyggeri

Slagelse Sygehus snupper en fjerdedel af regeringens samlede pulje til fremme af OPP-byggerier.
En pulje på 400 millioner kroner til fremme af Offentlig-Private Parnerskaber (OPP) er netop blevet fordelt af Social- og Indenrigsministeriet.

Region Sjælland får, akkurat som i 2015, en stor del af puljen, og er blevet tildelt knap 98,4 millioner kroner til deponeringsfritagelse af OPP-byggeriet på Slagelse Sygehus.

Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

"Der er med byggeriet på Slagelse Sygehus tale om et af Danmarks største OPP-byggerier. OPP-projekter er forholdsvis nye i Danmark, og dette er klart det største i Region Sjællands historie. Derfor er det også rart, at ministeren bakker op," siger regionsrådsformand Jens Stenbæk.

På Slagelse Sygehus er byggeriet af en ny fødeafdeling, børne- og ungeafdeling samt tre etager til medicinske patienter i fuld gang. Den 18.000 kvadratmeter store udvidelse blev sat i gang i april med en samlet projektsum på 520 millioner kroner.

"Regionsrådet besluttede at gøre det til et OPP-projekt. Så kunne vi sende opgaven ud i et EU-udbud. Vinderen blev MT Højgaard og Deas, og de er nu i gang med at bygge, og bagefter står de for driften. Regionen har så en aftale om at leje sig ind, og har også forkøbsret," forklarer Jens Stenbæk.

Bevillingen fra Social- og Indenrigsministeriet er ikke rede penge som Region Sjælland får, men derimod en fritagelse for at lægge penge til side.

"Loven siger, at hvis regionen lejer sig ind i bygninger, så skal der sættes et tilsvarende beløb til side i regionens økonomi. Det sker for at sikre, at en region behandles på samme måde, uanset om den lejer sig ind i bygningen eller selv opfører eller køber bygningen," forklarer Jens Stenbæk.

Den klart største del af puljen går dog til Region Midtjylland, som modtager en dispensation på 267,2 millioner kroner i forbindelse med byggeriet af et nyt psykiatrisk hospital i Skejby. De resterende 34,4 millioner kroner går til Region Nordjylland og byggeriet af et nyt hospice i Aalborg.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127