23948sdkhjf

Løhde præsenterer ny demenshandleplan

Sundheds- og ældreminister præsenterer ny national demenshandlingsplan 2025.
Sophie Løhde præsenterer i disse minutter en ny demenshandlingsplan på et pressemøde i Kolding. Magasinet Pleje er med, når Sundheds- og Ældreministeren fortæller om planen, der indeholder tre nationale mål og 27 konkrete initiativer, som skal løfte demensindsatsen.

"Udredningen, behandlingen og plejen af demensramte skal i højere grad ske med udgangspunkt i den enkeltes behov og værdier, og demensindsatsen skal være fokuseret på tidlig opsporing, høj kvalitet og den nyeste viden," siger Sophie Løhde.

Derudover skal de pårørende tilbydes bedre rådgivning og mere støtte og inddrages aktivt i indsatsen over for deres familiemedlemmer, der er ramt af en demenssygdom.

Mål
Et af målene er en opfordring til, at alle kommuner i Danmark bliver demensvenlige kommuner. Det kan ske med en lokal demensstrategi, som bl.a. beskriver indsatsen over for pårørende, pleje- og behandlingsindsatsen over for mennesker med demens og udbuddet af demensvenlige boliger.

Et andet mål er, at flere mennesker med demens skal udredes, og at 80 procent skal have en specifik demensdiagnose. Der er i dag mere end 35.000 personer over 65 år med en demensrelateret diagnose, men det faktiske antal mennesker med demens er formentlig langt højere og forventes at stige i de kommende år, fordi der bliver flere ældre.

Det tredje mål i regeringens oplæg til demenshandlingsplanen er at nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin blandt mennesker med demens med 50 pct. frem mod 2025, som Magasinet Pleje omtalte tidligere idag.

For at opnå en halvering af forbruget vil regeringen bl.a. sætte øget fokus på medicinforbruget på tværs af kommuner, styrke overvågningen af lægernes udskrivning af antipsykotika og igangsætte en læringsindsats om korrekt medicinering målrettet blandt andre praktiserende læger.

Bedre tilbud til pårørende
Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde fremhæver demenshandlingsplanens fokus på hjælp til pårørende til mennesker med demens. Pårørende bruger mange timer på at passe og pleje deres familiemedlemmer med demens, og det kan være hårdt for både helbred og psyke.

De skal derfor bl.a. have flere og bedre aflastningstilbud, pårørendekurser og åbne rådgivnings- og aktivitetscentre.

"Regeringen har som en meget høj prioritet at hjælpe og aflaste de pårørende, som ofte står alene med en krævende opgave. De skal have flere pusterum, og tilbuddene skal være på samme høje niveau i alle kommuner, så det ikke er et adresselotteri, om man får tilstrækkeligt med hjælp eller ej. Andet kan vi ikke være bekendt", siger Sophie Løhde.


En inddragende proces
Udarbejdelsen af regeringens oplæg til den nationale demenshandlingsplan er foregået med input og bidrag fra en række af de aktører, som hver dag lever og arbejder med demens.

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde har rejst rundt i Danmark og i udlandet for at møde og lytte til mennesker med demens, deres pårørende, eksperter og medarbejdere.

"Hvis en demenshandlingsplan skal have en langvarig effekt, skal alle, der har demens tæt inde på livet enten personligt eller fagligt, kunne genkende sig selv i initiativerne. Derfor har det også været vigtigt for mig at lytte og høre om erfaringer på demensområdet. Jeg tror på, at den nationale demenshandlingsplan vil gøre en stor forskel på demensområdet og dermed også for alle de mennesker, som har haft mod til at fortælle og dele deres bekymringer og udfordringer med mig", siger Sophie Løhde.


Læs 'Et trygt og værdigt liv med demens – oplæg til den nationale demenshandlingsplan 2025' (PDF)


(Opdateret tirsdag den 27.09 kl. 08:48)
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078