Utilgængelige hjertestartere kan koste liv
8736 registrerede hjertestartere er ikke tilgængelige døgnet rundt. Det er problematisk, mener Trygfonden.
Der er registreret 14.377 hjertestartere i landet, men op mod to tredjedele - svarende til 8736 hjertestartere - er ikke tilgængelige for borgerne døgnet rundt. Det er typisk, fordi de hænger inde i en butik eller andre brygninger, der ikke har døgnåbent.
"Det er problematisk," siger projektleder Grethe Thomsen hos Trygfonden.
Frem mod Hjertestarterdagen 16. oktober vil Trygfonden derfor lave kampagner, der viser, hvor vigtigt det er, at danskere registrerer deres hjertestartere.
Derudover skal de udenfor, så de ikke kun er tilgængelige i normal arbejdstid, lyder opfordringen fra Trygfonden.
"Hvis en person falder om med et hjertestop efter den givne virksomhed eller butik har lukket, kan personen ikke få hjælp fra en hjertestarter, der måske hænger lige inde på den anden side," siger Grethe Thomsen.
Uvidenhed er en af grundene til, at indehavere af en hjertestarter holder dem indenfor, mener hun.
"Mange er bange for, at deres hjertestarter bliver stjålet eller, at nogen begår hærværk mod den. Men det er ikke den oplevelse, vi har."
Ifølge tal fra Trygfondens hjemmeside blev kun 10 til 15 af omkring 14.000 registrerede hjertestartere udsat for hærværk i 2015.
Hvert år får op mod 4000 personer pludseligt, uventet hjertestop uden for hospital i Danmark, viser tal fra Dansk Hjertestopregister.
Undersøgelser peger samtidig på, at de fleste hjertestop finder sted uden for almindelig åbningstid, siger Grethe Thomsen.
"Der er absolut ingen tvivl om, at hvis samtlige registrerede hjertestartere blev tilgængelige døgnet rundt, ville vi redde flere menneskeliv," siger hun.
Hvis en hjertestarter bruges inden for de første to til tre minutter, øges chancen for at en person, der har fået hjertestop, med 50 til 70 procent, oplyser Dansk Hjertestopregister.
Tirsdag skriver DR Nordjylland også, at godt halvdelen af de registrerede hjertestartere i Aalborg er uanvendelige for borgere og sundhedsmyndigheder.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/