23948sdkhjf

Frivillige ildsjæle fejret i Randers

Bogvenner, rickshawchauffører, spisevenner, erindringsdansere, besøgsvenner og mange flere var for nylig samlet til en festlig aften på Værket i Randers.
For nylig var ca. 400 frivillige ildsjæle inviteret til kaffe, kage, sang, hygge, taler og en lækker middag på Værket i Randers. Festen var arrangeret af Sundheds- og Omsorgsområdet i Randers Kommune for at anerkende de mange frivillige, der skaber stjernestunder for borgere i Randers Kommune.

”Når jeg står og kigger ud på jer, som er samlet her i dag, bliver jeg fyldt med glæde og stolthed. Stolthed over at der i vores kommune er så mange engagerede ildsjæle, som uge efter uge, måned efter måned, år efter år stiller op og sørger for at tilbyde masser af aktiviteter til glæde for andre borgere. I gør en forskel i mange menneskers liv med jeres fantastiske engagement. Det skal I have tak for,” sagde Leif Gade, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget i Randers Kommune.

Hanne Kjær har i de forløbne 27 år været frivillig på Lindevænget, hvor hun er formand for aktivitetsudvalget og står for et stort arrangement for de ældre hver torsdag.

”Det er dejligt at kommunen holder sådan en fest for os, men lønnen for det frivillige arbejde er, at man kan gøre en forskel for de ældre og give dem nogle gode oplevelser,” siger Hanne Kjær, der er forhenværende kogekoge på Djursland og barneplejerske på hospitalets børneafsnit.

Hun holder kun fri om fredagen. Ugens andre hverdage tilbringer hun på Lindevænget med at arrangere hold, hvor deltagerne strikker, fremstiller perlekranse og smykker eller arbejder med pergamano. Hun bager også selv alt det, der bliver serveret til aktiviteterne.

Sivert Bak og Mie Svidt er begge bogvenner for en ældre borger, der har svært ved selv at komme ud og hente bøger på biblioteket, og de oplever begge den store forskel, deres indsats gør for et andet menneske.

”Jeg bruger måske 1-2 timer hver tredje uge på at hente og bringe bøger og få en lille snak om vind og vejr med min bogven. Det bringer hende stor glæde, og måske er det en dag mig selv, der får brug for det samme,” siger Sivert Bak, pensioneret landinspektør i Randers Kommune.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079