Nyt samarbejde skal nedbryde grænser
I hovedstadsregionen har man sat gang i fire projekter, som skal finde nye måder for samarbejde på tværs af hospitaler, kommuner og praktiserende læger.
”Vi skal blive bedre til at give et komplet sundhedstilbud til de mennesker, som har behov for det. Du skal opleve, at forebyggelse, behandling og rehabilitering hænger sammen. Vi samarbejder selvfølgelig også nu, men vi kan blive endnu bedre til det. Derfor har vi sat gang i fire projekter, som skal afprøve nye måder at samarbejde på – alt sammen, så borgerne får en bedre oplevelse af et sammenhængende sundhedstilbud,” siger Per Seerup (S), formand for Sundhedskoordinationsudvalget i Region Hovedstaden.
Blandt de fire forsøgsprojekter er tværsektoriel stuegang. Det er et projekt, der skal sikre, at ældre svækkede borgere, der indlægges på en midlertidig kommunal døgnplads får den rette behandling og et velkoordineret forløb. Konkret skal der i projektet afprøves en ny organisering, hvor hospitalspersonale og kommunalt personale mødes sammen med borgeren og den pårørende og aftaler det videre forløb.
Et andet forsøgsprojekt er tværsektoriel neurorehabilitering. Borgere, der får en blodprop eller blødning i hjernen, risikerer at blive ramt af betydelige mentale eller fysiske handicap. Hurtig genoptræning og rehabilitering kan være afgørende for, hvor godt den enkelte borger kommer sig. Projektet handler derfor om, at hospital og kommune allerede under indlæggelse får aftalt en plan for det videre forløb. Det gøres ved at kommunale medarbejdere flyttes ind på hospitalet.
Samarbejde på tværs
Projekterne skal finde nye måder for samarbejde på tværs af hospitaler, kommunale tilbud og egen læge om patienter, som enten har flere diagnoser eller flere problemstillinger tæt inde på livet.
"Alle de mange ildsjæle, som arbejder på sundhedsområdet både på hospitalerne og i kommunerne vil selvfølgelig give menneskene den bedst mulige sammenhæng i behandlingen – og så er det vores opgave som politikere at sørge for, at systemet ikke står i vejen, og derfor skal forsøgsprojekterne bane vejen for et smidigere system,” siger sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune og næstformand i Sundhedskoordinationsudvalget i Region Hovedstaden, Ninna Thomsen (SF).
”Særligt udsatte grupper som psykisk syge misbrugere kan have stor gavn af et mere sammenhængende sundhedstilbud. For eksempel er det nu Region Hovedstadens Psykiatri, der behandler psykisk sygdom, mens kommunerne har ansvaret for at behandle misbruget. Du skal som borger selv overskue sammenhængen mellem de forskellige behandlingsforløb – og det er en meget uoverskuelig opgave, særligt når du i forvejen er et svært sted i livet,” siger Ninna Thomsen.
En vigtig del af projekterne er, at borgeren og de pårørende selv skal inddrages aktivt i processen.
”I stedet for at planlægge et sammenhængende forløb hen over hovedet på den enkelte, så skal vi sikre et aktivt samarbejde” siger Per Seerup.
Både Per Seerup og Ninna Thomsen regner med, at forsøgsprojekterne bliver en succes, og at de nye samarbejdsformer på sigt kan udbredes til andre områder og til andre typer af borgere.
Modelprojekterne er en del af Sundhedsaftalen 2015-2018 mellem Region Hovedstaden og de 29 kommuner i hovedstaden.
Modelprojekterne skal afprøves forskellige steder i hovedstadsregionen mellem kommunerne, hospitalerne og de praktiserende læger.
De fire forsøgsprojekter er:
Tværsektoriel Stuegang
Borgere med samtidig psykisk sygdom og misbrug
Tværsektoriel neurorehabilitering
Tidlig opsporing af børn og unge med tegn på mistrivsel
Modelprojekterne skal afprøves forskellige steder i hovedstadsregionen mellem kommunerne, hospitalerne og de praktiserende læger.
De fire forsøgsprojekter er:
Tværsektoriel Stuegang
Borgere med samtidig psykisk sygdom og misbrug
Tværsektoriel neurorehabilitering
Tidlig opsporing af børn og unge med tegn på mistrivsel