Etisk regelsæt skal give privat ældrepleje et løft
Arbejdsgiver- og brancheforeningen KA Pleje har taget initiativ til et etisk regelsæt, så medlemmerne kan distancere sig fra andre ved at have en etisk forretningsførelse. Initiativet kan få stor betydning, mener FOA.
"Vi må som brancheorganisation for de private leverandører anerkende, at der inden for fritvalgsområdet har været og er brodne kar, der ikke lever op til de høje standarder, vi som private leverandører bør sætte til os selv," siger Karsten Høgild, direktør i KA Pleje.
Derfor har KA Pleje taget initiativ til et etisk regelsæt, så medlemmerne kan distancere sig fra andre ved at have en etisk forretningsførelse, som også gennemsyrer forholdet til borgerne, medarbejderne, de kommunale samarbejdspartnere og kolleger i branchen.
"På denne måde tydeliggør vi, at der eksisterer en række private leverandører, der er optaget af at give ældre medborgere en værdig pleje med høj kvalitet og faglighed. Og det er vores håb med dette etiske regelsæt, at kommunerne stiller tilsvarende krav til andre private leverandører," siger han.
Anne Kjærgaard, indehaver af virksomheden Privathjælpen, er medlem af KA Pleje og er glad for de etiske regler:
"Det er magtpålæggende for mig, at man har hjertet med sig i arbejdet, og vi vil ikke sættes i bås med virksomheder, der snyder kommuner og underbetaler medarbejdere. Vi vil gerne, at ældre og pårørende får øjnene op for, at der er mange anstændige fritvalg-virksomheder," siger Anne Kjærgaard.
Initiativet fra KA Pleje kan få rigtig stor betydning, mener Dennis Kristensen, formand for FOA:
"Det er første gang, jeg ser en arbejdsgiverorganisation komme med et bud på, hvad det er for nogle grundlæggende værdier, man skal stå på, når man er leverandør og medlem af KA Pleje. Der er altså noget, der er vigtigere, end hvordan man kan udføre privat hjemmepleje billigst muligt. Det sender et signal om, at KA Plejes medlemmer beskæftiger sig med andet end at vinde kontrakter. De vil være kendt for kvalitet og ansvarlighed. Det er et vigtigt signal – at selvom alle er presset på økonomien, så er der noget, der er ligeså vigtigt," siger Dennis Kristensen, formand for FOA.