Kollega til knivdræbt sosu glæder sig over politisk aftale
Det er glædeligt, at der oprettes 150 pladser på nye specialiserede afdelinger, mener ansat på Lindegården.
Det mener Mia Kristina Hansen, der er ansat på bostedet Lindegården.
"Jeg kan ikke rigtig sige andet, end at det lyder rigtig godt," siger hun.
En 57-årig kvindelig ansat på netop Lindegården i Roskilde blev i marts knivdræbt. Drabet var det femte på den type bosteder på fire år.
Det var drabet på Lindegården, der for alvor satte gang i den politiske debat om mere sikre forhold for ansatte og beboere i psykiatrien.
De nye afdelinger skal tilbyde mere målrettet og specialiseret behandling til gruppen af de hårdest belastede beboere.
"Jeg er helt sikker på, at det her vil afhjælpe nogle af de problemer, vi har."
"Vi må jo erkende, at der bor nogle meget aggressive og voldelige personer, som har behov for noget helt specialiseret behandling," siger Mia Kristina Hansen.
Selv om Mia Kristina Hansen glæder sig over aftalen, er hun alligevel spændt på at se effekten af de nye afdelinger. Hun understreger, at hun håber, at afdelingerne kan give en højere sikkerhed på arbejdspladsen.
"Tryg er et meget stort ord. Men jeg tror og håber, at det her kan give en roligere hverdag, når man går på arbejde," siger hun.
Fagforeningen FOA's formand, Dennis Kristensen, tør dog godt kalde det "en god dag" for bostederne og de ansatte.
"Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes at få en aftale i hus efter den lange debat om, om der skulle etableres et nyt tilbud til dem, der er for farlige til at være på de almindelige bosteder," siger han.
Han mener, at man aldrig kan udstikke garantier for, at aftalen helt vil forhindre de voldelige episoder på bostederne. Men det er godt på vej.
"Nu får vi et tilbud til dem, der er vanskeligst at håndtere for bostederne, og hvor man får mulighed for nogle af de ting, man ikke kan i dag. Det er det, jeg tror har størst mulighed for at nedsætte antallet af alvorlige voldsepisoder," siger han.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/