23948sdkhjf

Ældre beholder boligydelse og får flere penge til pleje

Klippekort til plejehjemsbeboere og fortsat boligydelse er kommet med i finansloven for 2017.
Landets ældste borgere kan se frem til bedre mad, mere valgfrihed og fortsat boligydelse.

Det er resultatet af forhandlingerne om finansloven for 2017.

Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative er fredag eftermiddag blevet enige om at afsætte 380 millioner kroner årligt i perioden 2017-2020 til klippekort til ældre, der flytter på plejehjem.

Det skal sikre, at de ældre kan få hjælp til at gøre det, der giver livskvalitet for dem.

Samtidig sættes der cirka en halv milliard kroner af til bedre mad til de ældre. Pengene skal primært gå til at renovere og genetablere køkkener.

Og så har finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) endegyldigt opgivet planerne om at spare omkring en halv milliard på pensionisternes boligydelse.

Besparelserne blev ellers aftalt allerede under finanslovsforhandlingerne sidste år. Men Dansk Folkeparti ombestemte sig i sidste øjeblik, da det viste sig, at besparelserne ramte hårdere end antaget.

Alligevel var besparelserne en del af regeringens forslag til finanslov for 2017.

DF's finansordfører, René Christensen, kalder det "fantastisk", at besparelserne er opgivet.

Spørgsmål: Er det ikke lidt ærgerligt forløb for jer, at I har skullet bruge kræfter på at forhandle noget ud, I selv sagde ja til sidste år?

- Nej, slet ikke, siger René Christensen.

- Selvom man har besluttet noget, er tingene ikke støbt i beton. Nu har vi fået fjernet det helt, og det er en rigtig god løsning.

Ved finanslovsforhandlingerne sidste år afsatte partierne en såkaldt "værdighedsmilliard", der også skulle sikre bedre forhold for de ældre.

Puljen er dog blevet kritiseret for ikke at have haft den ønskede effekt. I finanslovsaftalen bliver det understreget, at kommunernes brug af pengene skal granskes i 2017.

Derudover fremgår det, at reglerne for kørekort til ældre skal ændres. Bland andet skal aldersgrænsen for kørekorts gyldighed forhøjes.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082