S medgiver: Stop for dobbeltuddannelse vil klemme drømme
Det er fantastisk, at sygeplejersker indtil nu har kunnet uddanne sig videre til læger, men det er ikke en katastrofe, at det ikke vil kunne lade sig gøre fremove lyder det fra Christine Antorini (S).
Sådan lyder det fra tidligere undervisningsminister og nuværende formand for Uddannelses- og Forskningsudvalget Christine Antorini (S).
Fra Folketingets talerstol stod hun torsdag på mål for kritik fra alle de fire andre røde partier af lovforslaget fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre om at begrænse muligheden for dobbeltuddannelse.
- Hvis det var den bedste af alle verdener, ville vi da heller ikke synes, at det var det her, man skulle gøre som det første, siger hun.
Begrænsningen af dobbeltuddannelse vil give et årligt provenu på 427 millioner kroner fra 2020. Heraf går de fleste millioner til at finansiere sidste års dagpengeaftale.
- Jeg medgiver, at hvis man har en drøm om en helt særlig uddannelse, så er det ikke verdens bedste forslag for den enkelte, siger Antorini og kalder det "super ærgerligt".
Lovforslaget indebærer, at man ikke kan tage en ny uddannelse på lavere eller samme niveau.
- Jeg kan godt forstå, at der er nogen, der har drømme om at starte helt forfra og skifte spor. De føler, at de kommer i klemme i forhold til deres drøm, siger Antorini.
- Men ud fra en betragtning af, hvor man kan finde nogle penge, som ikke begrænser den frie og lige adgang til uddannelse, så synes vi, at forslaget er rimeligt.
Socialdemokratiet fremhæver, at der vil være visse undtagelser fra reglen, og at der fortsat vil være mulighed for at efteruddanne og videreuddanne sig eller tage en overbygning.
Hvad angår de sygeplejersker, der gerne vil være læger, påpeger Antorini, at det indtil videre har drejet sig om ni personer:
- Jeg er sikker på, at de er fremragende læger, men jeg synes alligevel, at der skal lidt proportioner i debatten.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/