Ældre Sagen: Ny regel-taskforce er god men slet ikke nok
Færre regler i ældreplejen er ikke nok, mener Ældre Sagen, der i dag mødes med ældreminister Thyra Frank.
Der er fortsat masser at komme efter, trods dagens nyhed om at en taskforce skal rydde unødvendige regler og krav om dokumentation af vejen.
Det mener Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen, som dog glæder sig over tirsdagens aftale mellem ældreminister Thyra Frank (LA) og Kommunernes Landsforening (KL).
- Man må jo tænke på, at det er hjælpeløse ældre, der befinder sig på plejehjemmene, siger han.
Bjarne Hastrup håber, at de midler, som måtte blive i overskud, når taskforcens arbejde er ovre i efteråret 2017, går direkte til at ansætte flere i ældreplejen.
- Men det er overhovedet ikke nok. Vi ved, at der skal flere ressourcer til.
- Tag bare nattevagterne, der skal passe 25 ældre på en gang - det kan man ikke. Især fordi vi ved, at beboere på plejehjem typisk er demente, som vender op og ned på dag og nat, siger direktøren.
Det ønske samt flere andre tager Ældre Sagen derfor med i dag onsdag, når de er inviteret til møde i Ældreministeriet.
Thyra Frank vil som et led i arbejdet med at fjerne de unødvendige regler og dokumentationskrav rejse rundt til plejehjem og kommuner for at få input.
Arbejdet kan ikke løses fra et skrivebord i ministeriet, betoner ministeren i en pressemeddelelse efter mødet med KL:
- Vi skal stole mere på medarbejderne i ældreplejen og give dem større frihed i arbejdet.
- Og hvis vi skal have løsnet nogle af de snærende bånd, som i dag begrænser medarbejderne i at yde omsorg og pleje til de ældre, har vi brug for deres bidrag.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/