23948sdkhjf

Hæder til Region Syddanmark

Region Syddanmark bliver i dag tildelt den højeste europæiske udmærkelse inden for sund og aktiv aldring: Europakommissionens udnævnelse til 4-stjernet referencested.
I dag bliver Region Syddanmark tilkendt den højeste europæiske udmærkelse inden for sund og aktiv aldring: Europakommissionens udnævnelse til 4-stjernet referencested.

Der bliver flere og flere ældre i Danmark, og vi lever længere. Det er en udfordring for sundhedsvæsenet, og Region Syddanmark har gennem flere år forsket i aldring og betydningen af at leve et sundt og aktivt liv. Det er også et område Europakommissionen har fokus på, og derfor udnævnes Region Syddanmark i dag til 4-stjernet referencested for sund og aktiv aldring.

- Det er en meget fornem hæder Region Syddanmark i dag bliver tildelt, og den betyder, at Region Syddanmark opnår nogle unikke muligheder for at samarbejde og udveksle viden med andre EU-regioner inden for sund og aktiv aldring. Jeg kan konstatere, at vores politiske målsætning på området er opfyldt, vi vil være blandt Europas bedste på det her område, og jeg glæder mig over, at Region Syddanmark med en målrettet indsats og dedikerede medarbejdere er lykkedes med at gå hele vejen, siger Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Innovationsudvalget i Region Syddanmark.

De fire stjerner er den højest opnåelige bedømmelse i Europakommissionens regi, og det er en anerkendelse, som kun otte ud af 74 europæiske regioner har opnået. Udnævnelsen betyder, at Europakommissionen kan referere til, og fremhæve, Region Syddanmark som en mønsterregion inden for sundhedsløsninger, der skaber sammenhæng for borgerne og bidrager til en god aldring. Et eksempel er EU-projektet SILVER, hvor Region Syddanmark sammen med fire andre europæiske regioner har deltaget aktivt i arbejdet med at udvikle og afprøve en såkaldt tværnational prækommerciel indkøbsproces. Det vil sige en indkøbsproces, hvor offentlige aktører samarbejder med private leverandører om udvikling og afprøvning af løsninger, der ikke er kommercielt tilgængelige på markedet. Intentionen er, at man derigennem kan få løsninger, der i højere grad kan bidrage til at løse konkrete udfordringer og behov i den offentlige sektor. SILVER-projektet har mere konkret resulteret i en robotbaseret rollator, LEA (Lean Elderly Assistant), til at assistere ældre i deres eget hjem. Robotten er stadig på prototype-niveau og står foran yderligere udvikling og certificering, men den har allerede vundet flere priser.

Næste skridt

Som referencested er Region Syddanmark forpligtet til at indgå i både formelle og uformelle partnerskaber med andre regioner i EU, og udnævnelsen giver mulighed for branding i bl.a. USA og Japan, hvilket på længere sigt kan betyde flere arbejdspladser i Region Syddanmark.

I løbet af de næste tre år skal Region Syddanmark fremvise såkaldt best-practice inden for området og tilegne sig viden fra andre regioner om, hvordan man øger patientens mulighed for at tage medansvar for egen behandling. Ydermere skal Region Syddanmark videndele om nye og innovative løsninger og forskningsresultater, og her vil Odense Universitetshospital sætte et særligt fokus på at viderebringe resultaterne fra et EU-projekt inden for mental sundhed.

Region Syddanmarks aktiviteter som referencested koordineres i et samarbejde mellem Det Syddanske EU-Kontor og Syddansk Sundhedsinnovation, som er Region Syddanmarks stabsenhed for sundhedsinnovation.
Bag Region Syddanmarks ansøgning om referencested står en række samarbejdspartnere, som bl.a. tæller Syddansk Universitet ved Center for Aktiv og Sund Aldring, University College Lillebælt, University College Syd, Odense Universitetshospital ved Center for Innovativ Medicinsk Teknologi, Welfare Tech, Healthcare DENMARK, Enterprise Europe Network, MedCom, CoLab Denmark, Det Syddanske EU-Kontor og Syddansk Sundhedsinnovation.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094