23948sdkhjf

Plejepersonale vil have lov ændret og bryde tabu om døden

Det skal blive en fast procedure, at man har samtaler med de ældre om, hvorvidt de ønsker at blive genoplivet, mener Karen Stæhr, formand for social- og sundhedssektoren i FOA,
Personalet på plejehjem og i hjemmeplejen står ofte i et dilemma, når de finder en livløs ældre person, som ikke ønsker at blive genoplivet.

Medmindre ønsket er blevet skrevet ned i en journal, har personalet nemlig pligt til at gå imod den ældres vilje.

- Vores medlemmer har oplevet, at ældre mennesker, som de omgås meget, har sagt: Jeg er mæt af dage. Jeg er klar, siger Karen Stæhr, der er formand for social- og sundhedssektoren i FOA.

- Men det er ikke blevet skrevet ned. Så står personalet i et dilemma. De ved, at fru Hansen ikke ønsker genoplivning. Men de er forpligtet til at starte på det. Der mangler nogle retningslinjer, siger Karen Stæhr.

I en ny udtalelse anbefaler Etisk Råd en lovændring, så den enkelte person i højere grad har ret til selv at bestemme, om man vil genoplives eller ej.

- Vi skal bryde det tabu, der er omkring døden. Det hedder ikke, "hvis jeg dør", men "når jeg dør", siger Karen Stæhr, der selv er medlem af Etisk Råd.

Det skal blive en fast procedure, at man har samtaler med de ældre om, hvorvidt de ønsker at blive genoplivet, mener Karen Stæhr.

- Hvis ikke vi får skrevet tingene ned, står du som fagprofessionel i en meget svær situation, siger hun.

- Samtalerne skal tages flere gange. Måske er du rigtig ked af det i dag. Men et halvt år senere er hr. Hansen flyttet ind ved siden af, og han er meget sød. Så ser du anderledes lyst på tingene, siger hun.

Sundhedsloven regulerer reglerne for genoplivningen. Men i dag er loven for kringlet og svær at forstå, mener Karen Stæhr.

- Lovgivningen er forfærdelig svær at læse for helt almindelige mennesker. Det er vigtigt, at vi får præciseret reglerne på en måde, så alle kan forstå, hvordan de skal handle, siger hun.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.54