23948sdkhjf

Feriecenter er tilgængeligt for alle

Feriecentret Musholm i Korsør har modtaget pris, der hædrer steder, som sætter nye standarder for at bygge bedre liv for alle
Ud fra visionen om at skabe gode, attraktive ferieoplevelser for mennesker med handicap tog Muskelsvindfonden i 1998 i samarbejde med Arbejdsmarkedets Feriefond initiativ til at opføre et moderne feriecenter, hvor tilgængeligheden for mennesker med handicap er i særklasse.

I 2013 vandt Aart architects fra Aarhus en arkitektkonkurrence om en stor udbygning af centret med multihal, ferieboliger, restaurant og bedre konferencefaciliteter. Udbygningen blev indviet i 2015, og det er denne, som nu har modtaget en pris ved årets IAUD Awards i Nagoya i Japan. Prisen hædrer steder i verden, som sætter nye standarder for at bygge bedre liv for alle - uanset livsvilkår.

- Det var vores ønske, at Musholm skulle udfordre forestillingerne om, hvad mennesker kan og ikke kan. På Musholm bliver alle mennesker uanset alder og funktionsnedsættelser mødt af muligheder frem for begrænsninger. Både indenfor og udenfor. Det betyder ikke, at alle nødvendigvis kan alt eller lige hurtigt. Men centret har tilbud til alle, og alle kan udfordre deres egne grænser, fortæller Henrik Ib Jørgensen, direktør i Muskelsvindfonden og for Musholm i en pressemeddelelse.

Satte sig selv i kørestolen

Undervejs i den kreative proces satte Aart architects sig i kørestolen for på egen krop at opleve, hvordan fysiske begrænsninger kan vendes til nye muligheder for den enkelte. Netop det tiltag gav mange nye innovative løsninger.

- Musholm markerer på mange måder et nybrud. Det viser, hvordan vi kan tænke arkitektur anderledes, så æstetik, oplevelse og tilgængelighed smelter sammen og kan integreres som en naturlig del af fremtidens bygninger og byrum - til glæde for alle uanset livsvilkår. Det er et sted skabt til at inkludere og inspirere, fortæller Anders Tyrrestrup, arkitekt og partner i Aart architects.

Han peger blandt andet på oplevelsesrampen, der slynger sig rundt om feriecentrets multihal og med sine mange plateauer byder på en rigdom af aktiviteter.

- Oplevelsesrampen bryder med den vante tanke om tilgængelig arkitektur, da den strækker sig over flere etager. Her kan alle nødvendigvis ikke alt, men alle har mulighed for at mærke adrenalinen og få oplevelser ud over det sædvanlige, siger Anders Tyrrestrup.

Realdania, som har støttet byggeriet i Korsør med 10 mio. kroner, tror på, at det nytænkende byggeri kan inspirere på verdensplan.

- Musholm er inspiration for fremtidige ferie- og oplevelsescentre samt idrætsbyggerier, og den internationale opmærksomhed understreger, at Musholm ikke kun inspirerer på et nationalt plan, men også et internationalt plan. Musholm viser, at kombinationen af arkitektur af høj kvalitet og tilgængelighed for alle kan blive integreret som en naturlig del af ethvert byggeri, til glæde for alle. Musholm bryder på mange måder grænserne for, hvad der er muligt til fordel for alle typer gæster, med eller uden handicap, fortæller Lars Autrup, projektchef i Realdania.

brahe
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082