23948sdkhjf

Aarhus Universitetshospital kan kalde sig Danmarks bedste

Aarhus Universitetshospital er blevet kåret som Danmarks bedste hospital af Dagens Medicin
For niende år i træk er Aarhus Universitetshospital blevet kåret som Danmarks bedste hospital af Dagens Medicin. Hospitalet har vundet i kategorien af universitetshospitaler, som omfatter de største hospitaler i Danmark. I denne kategori bliver Aarhus Universitetshospital nummer et, Odense Universitetshospital nummer to, Rigshospitalet nummer tre og Aalborg Universitetshospital nummer fire.

Aarhus Universitetshospital får 13 førstepladser blandt de 68 behandlinger og undersøgelser, som hospitalet er blevet vurderet på i konkurrencen. Desuden får hospitalet en række 2. og 3. pladser.

Dagens Medicin har analyseret alle tilgængelige nationale data om kvaliteten af behandlingerne på landets sygehuse. I kåringen indgår også data fra Landsundersøgelsen for Patientoplevelser (LUP) samt en omdømmeanalyse, hvor knap 2.500 læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle har vurderet de hospitaler, som de havde kendskab til. Men det er altovervejende kvaliteten af behandlingerne, der er afgørende for hvilket hospital, der bliver Danmarks bedste. Denne del vægter 80 procent, mens patienttilfredshed og omdømme hver vægter 10 procent.

Gert Sørensen, hospitalsdirektør på Aarhus Universitetshospital, glæder sig over kåringen. Især i en tid, hvor hospitalet – og ikke mindst medarbejderne - er hårdt spændt for, fordi hospitalet er nødt til at gennemføre en række effektiviseringer og besparelser for at få tingene til at hænge sammen og samtidig er i gang med at flytte ind i et nyt hospitalsbyggeri i Skejby.

- Sundhedsvæsenet er meget presset for tiden. Det er vi også på Aarhus Universitetshospital. Derfor er det ekstremt flot og professionelt af personalet, at vi igen i år bliver kåret til Danmarks Bedste Hospital, siger Gert Sørensen.

- Vi kræver ikke så lidt af vores medarbejdere. Og det er helt og aldeles deres fortjeneste, at vi som hospital formår at holde fokus på kerneopgaven – nemlig den bedste behandling – trods svære vilkår.

Aarhus Universitetshospital har vundet 1. pladsen inden for følgende 13 behandlingsområder:
• Livmoderhalskræft
• Livmoderkræft
• Akut leukæmi (kræft i blodet)
• Myelodysplastisk syndrom (en gruppe af sygdomme i knoglemarven, der kan udvikle sig til kræft i blodet)
• PCI-behandling (ballonudvidelse af hjertets kranspulsårer)
• Lever- og galdevejskræft
• Bugspytkirtelkræft
• Kræft i hjernen
• To områder inden for hjerte-lunge-kar kirurgi: Hjerteklapoperation med samtidig bypass-operation og lungekræftkirurgi
• Blærekræft
• Testikelkræft (både den medicinske og den kirurgiske behandling)

Aarhus Universitetshospital vinder først og fremmest på evnen til at have et stabilt højt niveau på alle behandlingsområder. Desuden klarer Aarhus sig bedst, når det drejer sig om at have det bedste omdømme.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096