Bent Hansen: Psykiatri-pres i Risskov er landsdækkende
Situationen på Psykiatrisk Hospital Risskov er næppe værre end andre steder, lyder det fra regionsrådsformand.
Der er for få hænder, mangel på sengepladser og antallet af selvmord på hospitalets afdelinger er steget, lyder det ifølge Jyllands-Posten.
Brevet er stilet til Region Midtjylland. Og her er regionsrådsformand Bent Hansen (S) ikke overrasket over klageråbet.
Han er desuden formand for Danske Regioner.
- Jeg var i forvejen klar over deres bekymring. Der er allerede en dialog i gang med hospitalet, og der er taget forskellige initiativer, siger Bent Hansen.
Han henviser til, at han har været i kontakt med tillidsmænd og ledere fra det psykiatriske hospital. Og i den forbindelse er der blandt andet taget initiativ til at bruge mere fastansat personale i stedet for vikarer.
- Der er desuden kommet mere fokus på, hvordan man kan skærme særligt farlige patienter, nævner Bent Hansen.
Han afviser ikke, at personalet er presset. Men der synes ikke at være et særligt problem med for få medarbejdere og sengepladser i Risskov.
- Der er ikke foretaget nogen særlige nedskæringer på Psykiatrisk Hospital Risskov, som skulle gøre situationen speciel, siger Bent Hansen.
- Der er pres på de psykiatriske afdelinger i hele landet og ligeledes i Region Midtjylland. Der er også pres på de øvrige psykiatriske afdelinger i regionen, så der adskiller Risskov sig ikke, siger han.
Bent Hansen forsikrer, at han er lydhør over for medarbejdernes kritik. Men han vil også se, om de tiltag, der allerede er sat i værk, kan forbedre forholdene på deres arbejdsplads.
- Vi skal følge udviklingen. Og de objektive ting, som medarbejderne nævner, vil jeg selvfølgelig interessere mig for, siger Bent Hansen.
Ifølge Jyllands-Posten har der de første otte måneder af 2016 været 551 tilfælde af trusler eller vold mod personalet på det psykiatriske hospital.
Sidste år var antallet 408.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/