23948sdkhjf

Værdier gør det ikke alene

Kvalitet koster - og værdig ældrepleje handler også om penge og ressourcer nok, skriver FOA, DSR og Ældre Sagen i et fælles indlæg til Magasinet Pleje
Af: Bjarne Hastrup, direktør Ældre Sagen, Grete Christensen, formand Dansk Sygeplejeråd og Karen Stæhr, sektorformand FOA

Der skal tales meget mere om værdier.
Sådan sagde Thyra Frank kort efter, at hun var tiltrådt som ældreminister.
Som repræsentanter for medarbejdere og for de ældre kan vi kun være enige. Værdier er vigtige. Og værdier er et afgørende fundament for de værdighedspolitikker, som kommunerne har pligt til at udarbejde.
Vi håber derfor, at det vil glæde Thyra Frank at vide, at vi allerede for et par år siden etablerede et samarbejde om at sætte værdighed for ældre på dagsorden. Et samarbejde, der resulterede i, at Folketinget besluttede, at alle kommuner fremover skal vedtage en værdighedspolitik ligesom det blev besluttet at afsætte en milliard kroner til området.
Det er derfor glædeligt, at vi har fået en minister, der deler tankerne om, at alderdommen skal være værdig, og at alle ældre skal have mulighed for at få den hjælp, de har brug for.
Vi mener, at værdighed handler om at forstå det enkelte menneske og dets livshistorie.
Den grundlæggende tanke bag vores samarbejde er, at det enkelte menneske skal kunne leve ud fra sin identitet og personlighed, så længe dette overhovedet er muligt.
Inddragelse og respekt
Pleje og omsorg til svækkede ældre skal indrettes, så det er muligt at leve et værdigt og meningsfuldt liv og føle sig godt tilpas, selv om man er afhængig af hjælp fra andre. Hver enkelt ældre skal opleve at blive inddraget, at have selvbestemmelse og at blive respekteret som menneske.
Et helt centralt element i en værdig ældrepleje er derfor en lydhørhed over for individuelle forskelle og for at aflæse behovet i den konkrete situation. Drivkraften er god ledelse, faglighed og etik, som Thyra Frank også er fortaler for.
Bolig og mad
Der er en række elementer, vi mener, bør være til stede, før man kan kalde ældreplejen for værdig. Det handler blandt andet om, at alle skal have en bolig, der passer til den enkeltes behov.
Det handler om muligheden for at komme ud. Om at være velsoigneret og klædt, som man ønsker det. Om at man får lækker og ernæringsrigtig mad, og at maden serveres i indbydende rammer, så måltidet samlet set er en oplevelse.
Værdighed handler også om, at man kan få støtte til at kunne fungere i hverdagen og om at kunne få relevant hjælp, når der er behov for det. Det handler om forebyggelse af sygdom og om kontinuitet og faglighed i omsorg, pleje og behandling. Om at få tilbud om samvær med andre og muligheden for at bevare sin egen døgnrytme.
Og sidst, men ikke mindst, handler en værdig ældrepleje om muligheden for eksistentielle samtaler og om lindrende behandling og en værdig død.
Kvalitet koster
Vi er mange, der har lagt et stort arbejde i at få politikerne til at afsætte en ældremilliard. Og vi er mange, der nu er optaget af, at den bliver brugt til at sikre de ældres værdighed.
For nok er vi enige med ministeren i, at vi skal tale meget mere om værdier. Men vi ved desværre også, at værdier alene ikke er nok.
Vi ved, at kvalitet koster. Og vi ved, at der på trods af værdighedsmilliarden er flere kommuner, der bruger færre penge pr. ældre over 80 år. Derfor bekymrer det os, at ministeren helt afviser, at en værdig ældrepleje også handler om penge og om tilstrækkeligt med medarbejdere. Den virkelighed, vi ser i hverdagen, fortæller os, at værdier ikke gør det alene.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11