Nyt projekt: Sangtræning for KOL-patienter
240 KOL-patienter fra otte kommuner skal deltage i et nyt forsøg,
Næsten en halv mio. danskere lider af kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), der medfører voldsomme fysiske og psykiske begrænsninger og dermed ofte social isolation. Selv om den fysiske træning er livsnødvendig for KOL-patienter, er de meget svære at fastholde i træningsforløb. Pilotstudier i udlandet har vist positive resultater med sangtræning og korsang som en alternativ træningsaktivitet. Udover den umiddelbare glæde ved at synge, styrker sangundervisning kropsholdning og åndedrætsmuskulatur og mindsker følelsen af åndenød, hvilket er centralt for KOL-patienter.
Klassisk sanger og sangpædagog, cand.it. Mette Kaasgaard har modtaget 967.470 kr. fra TrygFonden med henblik på et treårigt ph.d.-studium ved Center for Music in the Brain, Aarhus Universitet og Lungemedicinsk Afdeling, Aarhus Universitetshospital. I et lodtrækningsforsøg vil det nye projekt undersøge, om sangtræning har en positiv effekt på KOL-patienters psykiske og fysiske helbred. Effekten vil bl.a. blive målt på patienternes livskvalitet, psykologiske velbefindende som depression, angst og stress, lungefunktion samt generelle aktivitetsniveau. I alt deltager 240 patienter fra otte kommuner i forsøget, der også vil se på, om frafaldet i sangtræningen er lavere end ved et traditionelt fysisk rehabiliteringsforløb.