Nordsjællands Hospital vinder håndhygiejnens Oscar
Flere års systematisk arbejde med hygiejne blandt patienter og medarbejdere er netop kulmineret i den europæiske håndhygiejnepris ”European Hand Hygiene Excellence Award 2017”.
Førstepladsen er en anerkendelse af hospitalets vedholdende indsats på håndhygiejneområdet – blandt andet gennem en systematisk og kontinuerlig monitorering blandt alle faggrupper og på et vedvarende højt niveau.
- Vi har ydet en stor tværfaglig indsats gennem mange år for at fastholde fokus på korrekt håndhygiejne, og det er derfor en stor ære at vinde prisen. Det viser, at det lange seje træk belønner sig, og vi har fået skabt en solid forbedringskultur i vores daglige arbejde med patientsikkerheden i fokus, fortæller hospitalsdirektør på Nordsjællands Hospital Bente Ourø Rørth.
At vinde prisen betyder også, at Nordsjællands Hospital fremover bliver et modelhospital, som andre hospitaler i ind- og udland kan lære af på håndhygiejneområdet.
-Som organisation kan vi være stolte af, at vi nu er det hospital, andre i Europa lader sig inspirere af, når vi taler korrekt håndhygiejne. Jeg er meget beæret over, at vi nu kan måle os blandt verdens bedste, og vi fortsætter naturligvis arbejdet med at være de bedste til patientsikkerhed, udtaler Bente Ourø Rørth.
European Hand Hygiene Excellence Award 2017
Prisen er en ærespris, der uddeles hvert andet år af et uafhængigt ekspertpanel på baggrund af principper i WHO’s internationale håndhygiejneprogram.
Vinderen udvælges bl.a. ud fra kriterierne kreativitet, innovation og ledelsesforankring af håndhygiejneindsatsen.
Den 4. oktober 2016 var professor Didier Pittet og professor Anne Simon fra ekspertpanelet på besøg på Nordsjællands Hospital for med egne øjne at vurdere håndhygiejneindsatsen.
Nordsjællands Hospital får overrakt prisen ved en prisoverrækkelse i Geneve i juni 2017.