Sygeplejersker søger strategi for specialuddannelser
Specialuddannelser løfter kvaliteten for patienterne, siger Dansk Sygeplejeråd.
Sådan lyder det fra Dansk Sygeplejeråd, der på onsdag den 11. januar holder temadag i København om emnet.
Dansk Sygeplejeråd ønsker sig allermest specialuddannelse for sygeplejersker i kommunerne og inden for akutområdet. Men der er mange andre områder inden for sygeplejen, hvor der mangler specialuddannelser, siger næstformand, Dorte Steenberg.
Hun anfægter, at der er gået ni år siden sygeplejersker fik muligheden for at tage specialuddannelse i kræftsygepleje,
- Det er utroligt, at der er gået ni år, siden man sidst besluttede at styrke sygeplejerskernes kompetencer med en specialuddannelse. Det er unfair over for sygeplejerskerne, og det er helt urimeligt over for patienterne, der ikke får den specielle pleje og behandling, de har brug for, siger Dansk Sygeplejeråds næstformand, Dorte Steenberg til dsr.dk.
- Det tog ti år at få stablet specialuddannelsen i kræftsygepleje på benene. Sådan et forløb vil vi ikke igennem igen. Jo længere tid der går, jo længere kommer vi bagud, og jo sværere bliver det at løse de udfordringer, som sundhedssystemet står overfor, siger Dorte Stenbeerg
Ikke alene er der brug for flere specialuddannelser. Der er også brug for mere fleksible uddannelser, hvor den enkelte sygeplejerske kan sammensætte moduler fra forskellige specialer, så de passer til netop det specielle felt, hvor hun arbejder.
Til temadagen har Dansk Sygeplejeråd indkaldt eksperter og beslutningstagere fra ind- og udland for at få drøftet, hvordan man får etableret og struktureret specialuddannelser til sygeplejersker.
Blandt de øvrige deltagere i temadagen er sundhedspolitisk direktør Erik Jylling fra Danske Regioner, enhedschef Lisbeth Høeg-Jensen fra Sundhedsstyrelsen og Camilla Hersom, formand for Danske Patienter.