23948sdkhjf

København-borgmester vil lade ansatte bestemme arbejdstid

Et pilotprojekt på et plejehjem, en hjemmeplejeenhed og en sygeplejeenhed viser, at personalet får mere arbejdsglæde, hvis de får indflydelse på deres arbejdstid.
Hvis medarbejdere får indflydelse på deres arbejdstid, får de mere arbejdsglæde.

Det viser den første måling af et pilotprojekt i Københavns Kommune med fleksibel arbejdstid. Her har medarbejderne løbende haft mulighed for at forhandle om deres arbejdstid.

Det skriver Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i København i en pressemeddelelse.

Det er sundheds- og omsorgsborgmester i København Ninna Thomsen (SF), der har sat projektet i gang i 2016.

- Tid er et enormt stort gode for os alle sammen. Og jeg tror, at det er afgørende for rigtig mange mennesker, at de kan få indflydelse på, om de skal arbejde 30 timer, 37 eller måske endda 40 timer. Jeg tror også på, at det giver bedre arbejdspladser.

- For mig at se handler det i virkeligheden om fleksibilitet og frihed til at selv at bestemme, siger hun.

I februar vil Ninna Thomsen stille det som forslag til Borgerrepræsentationen, at de øvrige forvaltninger i kommunen også begynder forsøg med fleksibel arbejdstid.

Både Socialdemokratiet, Enhedslisten og De Radikale finder ifølge Berlingske forslaget interessant.

Projektet fortsætter frem til november. I dag kører det i et plejehjem, en hjemmeplejeenhed og en sygeplejeenhed.

Her har modellen været, at medarbejderne har en halvårlig forhandling med deres leder, hvor de kommer med ønsker til arbejdstid.

Når projektet slutter, har Ninna Thomsen planer om at brede fleksibel arbejdstid ud i hele sin forvaltning.

81 procent af medarbejderne i pilotprojektet vurderer, at det har stor betydning for jobtilfredsheden, at de har mulighed for at aftale ændringer i deres arbejdstid. Det siger de i en spørgeskemaundersøgelse.

13 procent af sygeplejerskerne har siden projektets begyndelse valgt at ændre i deres arbejdstid. Af sosu-medarbejderne er det syv procent.

Det er ikke kun i Københavns Kommune, at der er opbakning til at arbejde mindre. Hver fjerde dansker vil gerne give afkald på reallønstigninger, hvis de kan gå ned i arbejdstid. Det viser en undersøgelse foretaget af YouGov for Søndagsavisen.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079