Pas godt på ægtefællen: Depression hænger sammen med demens
Ægtefæller til personer med demens oplever ringere livskvalitet og har flere symptomer på depression og angst end ægtefæller til personer uden demens.
Af Anne Ristorp Kraufeldt
Danske kommuner er også mere opmærksomme på ægtefæller til borgere med demens. For der er nemlig en stor risiko for, at de ender med at kæmpe mod en depression eller nedsat livskvalitet.
Siden starten af 1990’erne har adskillige undersøgelser vist, at det at yde omsorg og pleje til et familiemedlem med demens ofte er forbundet med psykisk belastning, depression og nedsat trivsel. Det skriver videnscenterfordemens.dk.
Det handler ofte om at hjemmebopende ægtefæller med demens ændrer adfærd, temperament og døgnrytme. Dårlig samvittighed og en konstant bekymring for ægtefællen er med til at de raske ægtefæller isolerer sig.
"Et forskningsprojekt baseret på indbyggerne i den norske region Nord-Trøndelag, der ligger nord for Trondheim, har set nærmere på livskvaliteten hos pårørende med en ægtefælle eller samlever med demens. Der indgik knap 7.000 par i studiet, hvoraf 116 par udgjordes af en person uden demens og en person med demens. Som led i den såkaldte Helseundersøkelse i Nord-Trøndelag besvarede deltagerne et spørgeskema, der blandt andet indeholdt spørgsmålet: ’Når du tenker på, hvordan du har det for tida, er du stort sett fornøyd med tilværelsen, eller er du stort sett misfornøyd?’. Ægtefæller og samlevere til personer med demens var signifikant mindre tilfredse med tilværelsen end ægtefæller til personer uden demens. Umiddelbart skulle man måske tro, at livskvaliteten ville være lavest hos ægtefæller til en hjemmeboende person med demens, som udtryk for en høj grad af psykisk belastning. Men det var ikke tilfældet. Størst utilfredshed med tilværelsen sås hos pårørende, der sad alene tilbage, efter at ægtefællen eller samleveren med demens var flyttet i plejebolig," skriver videnscenterfordemens.dk.
Ægtefæller til personer med demens havde også en øget forekomst af symptomer på depression og angst. Men her gjorde det ingen forskel, om personen med demens var hjemmeboende eller boede i plejebolig.
Ud over den psykiske belastning som beskrevet ovenfor, kan omsorg, pleje og overvågning være så tidskrævende, at det går ud over den raske ægtefælles egenomsorg.
"På baggrund af resultaterne anbefaler de norske forskere, at kommunale støtteforanstaltninger til ægtepar med demens blandt andet sigter mod at hjælpe parret, så personen med demens relativt langt hen i sygdomsforløbet har mulighed for at blive boende hjemme. Længst muligt i eget hjem’ bør dog ikke opfattes som en universalløsning. Beslutningen må altid komme an på en individuel vurdering af parrets situation, ressourcer og ønsker. I nogle tilfælde vil indflytning i plejebolig være den bedste løsning."