23948sdkhjf

Regionshospitalet Randers skal moderniseres

Den første del af moderniseringen går i gang allerede i år.
Regionshospitalet Randers står overfor en gennemgribende renovering. Frem mod 2032 vil hospitalets bygninger blive moderniseret og udbygget, så de lever op til aktuel standard og understøtter fremtidens patientbehandling.

Udvikling af hospitalets faciliteter og bygninger er et langsigtet projekt. Derfor er moderniseringen opdelt i to faser, og den første fase bliver allerede effektueret i 2017 og løber frem mod 2024.

- Vi går i gang med første del af moderniseringen allerede i år. Vi begynder med vores gamle forhal, som trænger til et ansigtsløft. Herudover ombygger vi vores sterilcentral, og arbejder med "wayfinding" på hospitalet, hvor vi gør tilgængelighed og skiltning for patienter og borgere bedre, siger hospitalsdirektør Jonas Dahl.

Frem mod 2024 vil hospitalet bygge en ekstra etage ovenpå den nye Akutafdeling med ensengsstuer til patienterne. Tanken er, at hospitalet skal kunne tilbyde flere patienter deres egne stuer, mens de er indlagt. Derfor er der i fase 2 af moderniseringen også planlagt en sengeudtynding i resten af hospitalets sengestuer.

Sengeudtyndingen i patientstuerne åbner også op for en ny organisering mellem sengeafsnit, ambulatorier, specialer og forsyningsveje på hospitalet. I fase 2 af moderniseringen, der løber fra 2026 og frem til 2032, vil hospitalet omdanne og udbygge de fysiske rammer, så de understøtter det effektive, sammenhængende patientforløb.

- Frem mod 2032 vil vi se på, hvordan vi kan tilrettelægge vores funktioner, så de i højere grad kan understøtte de gode patientforløb herunder den dagsbaserede ambulante patientbehandling. Vi går en fremtid i møde med mere ambulant behandling og færre længerevarende indlæggelser, og det kræver en grundlæggende ændring i måden, vi indretter os på, siger Jonas Dahl.

Stor investering

Regionsrådet har netop godkendt Regionshospitalet Randers' udviklings- og investeringsplan til modernisering af hospitalets bygninger for ca. 745 mio. kr. Planen beskriver, hvordan hospitalets faciliteter skal fornyes og bygninger udvides, så hospitalet også i fremtiden kan give behandlinger, der imødekommer patienternes behov og sundhedsvæsenets udvikling.

Regionsrådsformand Bent Hansen ser frem til at følge udviklingen af Regionshospitalet Randers.

- Regionshospitalet Randers går en spændende tid i møde. Der er tale om en stor investering, der markerer hospitalets fremtid som et moderne akuthospital. Når vi realiserer hospitalets udviklingsplan, får vi et regionshospital med helt nye faciliteter til patientbehandling og en intern organisering, der tager højde for fremtidens patientflow og stigende antal ambulante behandlinger. Jeg er sikker på, at denne opgradering vil give tryghed og glæde hos patienter, pårørende og personalet på hospitalet, siger Bent Hansen.

På Regionshospitalet Randers glæder man sig over Regionsrådets godkendelse.

- Det er en stor glæde, at vi nu kan tage hul på en gennemgribende renovering af vores hospital. Vi følger udviklingen, og vi ønsker også i fremtiden at kunne tilbyde vores patienter behandling af høj standard. Nu får vi opgraderet vores faciliteter og bygninger, så de bliver tidssvarende. Regionsrådets godkendelse af vores udviklingsplan giver en klar retning for Regionshospitalet Randers. Og nu går vi i gang med at investere i hospitalets fremtid, siger hospitalsdirektør Jonas Dahl.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089