23948sdkhjf

Ny it-løsning til rehabilitering af hjertepatienter

Online-platform kan følge patienter med hjertesvigt og bruges i et samarbejde mellem både patient, sygehus og kommune.
En ny online-platform kan følge patienter med hjertesvigt og bruges i et samarbejde mellem både patient, sygehus og kommune. Det skaber overblik og viden i en situation, hvor man som patient har behov for rehabilitering for at komme tilbage til hverdags- og arbejdslivet, fortæller Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.

Løsningen bruger digital teknologi som eksempelvis skridttællere og søvnsensorer til at måle, hvordan patientens fysiske tilstand er – og den kan være bindeled mellem patient og sundhedsprofessionelle. Forsøg med løsningen peger på, at det kan gøre patienten mere tryg.

It-løsningen Hjerteportalen.dk er grundstenen i projektet Future Patient, som er et tele-rehabiliteringsprojekt til borgere med hjertesvigt. Løsningen går på tværs af både patient, sygehus og kommune. Som hjertepatient kan man med et personligt log-in gå ind på sin egen side på portalen og dagligt følge med i forskellige tal om sin fysiske tilstand. Man kan eksempelvis se de antal skridt, man har gået, vurdere sin søvn, se tal for blodtryk og puls og få et indblik i udvikling af symptomer. Derudover kan man finde informationer om sin sygdom fra Hjerteforeningen, se videopræsentationer af andre patienter og høre en psykolog fortælle. Også de sundhedsprofessionelle, man som patient har tilknytning til, kan logge ind på siden og følge med i udviklingen.

Lektor Birthe Dinesen fra Aalborg Universitet er leder af forskningsprojektet:

- Gad vide, hvis vi vidste noget mere om, hvordan patienten sover. Gad vide, hvis vi vidste noget mere om, hvor fysisk aktiv patienten er i stand til at være. Og gad vide, hvis vi lagde data om det sammen med de gængse informationer om blodtryk, puls og vægt. Bliver vi så i stand til bedre at kunne forudsige eventuelle forværringer og dermed genindlæggelser? spørger hun. En tro på, at et helhedssyn på hjertepatienten kunne gøre en stor forskel, er netop noget af det, som har drevet hende som forsker.

At være hjertepatient er ofte forbundet med både utryghed og bekymring.

- Det mindste jeg mærker, så tænker jeg, at der er noget i vejen. Sådan har man det, når man en gang har haft en blodprop i hjertet, fortæller Tina Hede Møller, som i slutningen af oktober fik en blodprop i hjertet.

Ved at bruge Hjerteportalen kan Tina og andre hjertepatienter monitorere sig selv og dermed blive varslet om ændringer i deres tilstand, som eventuelt kræver handling.

- Her til morgen havde jeg lavt blodtryk. Det så Lene, som er projektsygeplejerske på hjerteafdelingen på sygehuset. Fordi jeg er i den første fase af projektet, så skrev hun til mig, om jeg var opmærksom på det, og om jeg havde kontakt med hjerteambulatoriet. Det var rigtig godt. Det giver tryghed, siger hun.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11