23948sdkhjf

Coloplast rammer inden for skiven i første kvartal

Coloplast præsterede som forudsat i begyndelsen af det nye regnskabsår. Forventningerne fastholdes.
Coloplast, der blandt andet producerer stomiposer, katetre og andre sygeplejeprodukter, holder indtil videre, hvad selskabet har lovet i forhold til det regnskabsår, der begyndte 1. oktober.

Investorerne holdt ellers vejret før offentliggørelsen af regnskabet for første kvartal, men frygten var ubegrundet. Aktien rejste sig da også umiddelbart efter med små fire procent.

Regnskabet viser således en omsætningsvækst på seks procent set i forhold til samme periode året forinden.

I danske kroner svarer det til 3,755 milliarder kroner i kvartalet.

Også driftsresultatet holdt sig tæt op ad det forventede med en stigning på tre procent. Det endte på 1,226 milliarder kroner, svarede til en overskudsgrad på 33 procent.

- Vi leverer et tilfredsstillende resultat i årets første kvartal, hvor særligt vores europæiske forretning gør det godt. Væksten i USA var påvirket af lagerreduktioner hos større distributører.

- Lagerniveauet er nu normaliseret, og vi venter, at det medfører en positiv udvikling for salgsvæksten i de kommende kvartaler, siger Lars Rasmussen, der er administrerende direktør hos Coloplast, i regnskabet.

I forhold til årets samlede resultat holder ledelsen fast i en forventning om en vækst på mellem 7 og 8 procent, ligesom man stadig tror på en overskudsgrad på 33-34 procent.

Coloplast oplyser i forbindelse med regnskabet, at man har besluttet at udvide sin fabrik i Ungarn. Der er afsat 175 millioner kroner til investeringen.

Samtidig er man kommet en smule længere i forhold til at få afsluttet sagerne om de fejlbehæftede såkaldte transvaginale net, hvor amerikanske patienter har sagsøgt selskabet for et stort milliardbeløb.

Coloplast har i første kvartal udbetalt erstatninger for 1,2 milliarder kroner og vurderer, at man nu har indgået forlig i mere end 95 procent af sagerne.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.103