23948sdkhjf

Region Syddanmark vil hylde de frivillige

Der er netop åbnet for indstillinger til Frivillighedsprisen.
Frivillige findes mange steder i Region Syddanmark, og de yder en stor indsats til glæde for både patienter, brugere og pårørende på de syddanske sygehuse, i psykiatrien og på de sociale centre.

Region Syddanmark har netop åbnet for indstillinger til regionens frivillighedspris. Både frivillige og en afdeling, institution eller ansat i regionen, som yder en særlig indsats for at styrke inddragelsen af frivillige, kan indstilles til Frivillighedsprisen. Og alle, der har gode oplevelser med frivillige, kan indstille deres favorit til Frivillighedsprisen ved at udfylde et elektronisk indstillingsskema på regionens hjemmeside. For at den indstillede kan komme i betragtning til prisen, kræver det, at man i indstillingen blandt andet forklarer, hvordan det frivillige arbejde gør en forskel, og hvilken værdi det konkret skaber for borgere, patienter eller pårørende.

- Vi sætter stor pris på de frivillige og har et rigtig godt samarbejde med dem på vores sygehuse og institutioner. De frivillige stiller deres tid til rådighed, og det, de bidrager med, giver i den grad værdi for patienterne og borgerne. Det kan være at holde en døende i hånden, at dele sine sygdomserfaringer med andre eller at sørge for, at hospitalsklovne kan sprede glæde hos de yngste patienter. Den indsats vil vi gerne hylde med uddeling af Frivillighedsprisen, siger Regionsrådsformand Stephanie Lose (V).

Frivillighedsprisen uddeles 3. maj i år. Med prisen følger 50.000 kroner til den afdeling, som vinderen er tilknyttet. Pengene skal gå til at videreudvikle samarbejdet med de frivillige eller til at skabe endnu bedre rammer for den frivillige indsats i afdelingen.

Samtidig med uddeling af Frivillighedsprisen uddeles også en pris for Den Gode Idé, som gives til et projekt eller en idé, der vil fremme den frivillige indsats i regionen i det kommende år. Her er præmien 10.000 kroner.

Der er sidste frist for indstillinger 7. marts 2017.

Regionsrådet har indstiftet en frivillighedspris i forlængelse af regionens frivillighedsstrategi.

Frivillighedsprisen gives som anerkendelse af frivilliges indsats for regionen og de syddanske borgere og som en påskønnelse af det store arbejde og den indsats, som personale eller konkrete afdelinger yder for at inddrage frivillige.

Sidste gang Region Syddanmark uddelte Frivillighedsprisen var 14. november 2015. Den gang gik prisen til Langelands Hjertestarterforening, og der blev samtidig uddelt en pris for Den Gode Idé til Erfaringskonsulenterne på Hjerte-, Lunge og Karkirurgisk Afdeling T på OUH.

Det er en dommerkomité med repræsentanter fra regionsrådet, en frivilligorganisation, Sundhedsbrugerrådet, Psykiatrisk Dialogforum, Kontaktforum for Handicap, sygehus- eller socialområdet og pressen, som beslutter, hvem der skal nomineres til prisen, og hvem der skal vinde.

www.rsyd.dk/frivillighedsprisen kan man indstille sin favorit og se, hvilke kriterier dommerne vurderer kandidaterne ud fra.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109