Efter budgetskred: Nyt projektteam på plads i Humlebæk
Efter en stor budgetoverskridelse valgte byrådet i Fredensborg Kommune i sidste uge at afbryde samarbejdet med det team anført af et Rubow Arkitekter, der sidste sommer vandt konkurrencen om et nyt pleje- og rehabiliteringscenter i Humlebæk Syd.
I stedet har byrådet besluttet at realisere Humlebæk Boligselskabs projekt, der blev nummer to i konkurrencen.
Projektet har Cowi som totalrådgiver, mens Årstiderne Arkitekter og ArchiMed er tilknyttet som underrådgivere.
Domea bliver byggeforretningsfører for de to bygherrer; Fredensborg Kommune og Humlebæk Boligselskab, og skal dermed sørge for at udføre byggeriet i samarbejde med rådgiverteamet.
Det nye pleje- og rehabiliteringscenter skal indeholde i 30 plejeboliger for plejekrævende og demente personer og 40 rehabiliteringspladser.
Centret vil derudover indeholde en række servicefaciliteter som lægeklinik, produktionskøkken, træningshave og café samt terrasser, drivhus og nyttehave.
Projektet indeholder flere bæredygtige løsninger, herunder klimatilpasning af regnvandssystemer og lokal håndtering af regnvand, der samtidig udnyttes til at skabe sociale elementer i landskabet og berigelse af biodiversiteten.
Derudover etableres et solcelleanlæg, der vil forsyne fællesinstallationer som udvendig belysning, installationer i fællesarealer og ventilation.
- Det er en spændende opgave, som vi glæder os til at tage fat på, siger projektudviklingschef i Domea.dk, Karsten Pedersen, i en pressemeddelelse.
Oprindeligt var planen, at byggeriet skulle gå i gang her til foråret og stå færdigt i efteråret 2018. Det nye plejecenter forventes at stå færdigt cirka et år senere.