23948sdkhjf

Syv af Vejles plejecentre får faste læger

På Plejecenter Sandbjerg i Give forventer de, at man vil kunne arbejde langt bedre med f.eks. at håndtere medicin og forebygge indlæggelser, når der er en fast tilknyttet læge.

Syv plejecentre i Vejle Kommune har pr. 1. februar fået fast tilknyttede læger.

Den faste læge skal tage sig af almindelige konsultationer, behandling af beboerne og rådgive og sparre med plejepersonalet.

-Vi håber, at en fast læge vil skabe mere tryghed for beboere og et tættere samarbejde mellem plejecentret og den praktiserende læge. Det skulle gerne resultere i en bedre pleje og rehabilitering, dvs. færre indlæggelser og genindlæggelser, siger Holger Gorm Petersen, formand for Seniorudvalget.

Centerleder Marie Rud Sørensen fra Plejecenter Sandbjerg i Give forventer netop, at de vil kunne arbejde langt bedre med f.eks. at håndtere medicin og forebygge indlæggelser, når det er den samme læge, der kommer igen hver uge.

-Vores plejecenter samarbejder i dag med forskellige læger, og så kan der være en risiko for, at viden bliver overset eller går tabt, siger hun.

- Det bliver også nemmere at snakke mere direkte med lægen fra gang til gang, og vi kan tale om, hvad vi hver især kan gøre, så både lægens og vores arbejdsgange optimeres. Det vil også gøre, at plejepersonalet føler sig bedre klædt på til at hjælpe beboerne - og i forlængelse heraf betyde, at beboerne oplever et langt mere sammenhængende forløb, siger Marie Rud Sørensen.

Det er Michael Åskov Mikkelsen, som er en af de syv læger, der bliver fast tilknyttet et plejecenter i Vejle Kommune, enig i.

– Mit øgede fokus på plejehjemsbeboeren vil gøre, at jeg rent fagligt opnår et højere niveau i forhold til at behandle de helt specifikke problemstillinger, som ofte knytter sig til plejehjemsbeboere. Og beboer og personale vil opleve en ensartet og systematisk behandling. Med andre ord bliver der mindre at være i tvivl om fra både patient og personales side.

Han håber også at kunne øge personalets viden.

- Vi kan aftale, hvordan personalet skal håndtere f.eks. infektioner, og hvad de skal undersøge, inden de kontakter mig. Jeg vil også kunne undervise dem, når der er behov.

Ordningen trådte i kraft den 1. februar, hvor syv af Vejle Kommunes plejecentre fik en fast læge.

Fem praktiserende læger og et lægehus har sagt ja til at være fast tilknyttede læger. Ordningen vil blive evalueret hvert halve år.

Hvis erfaringerne er gode, vil ordningen blive udbredt til resten af kommunens plejecentre.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078