Konference sætter fokus på fremtidens velfærdskompetencer
Til marts inviterer Esbjerg Kommune, Social- og Sundhedsskolen Esbjerg og UC SYD sammen til konference om, hvordan vi udvikler kompetencerne hos fremtidens velfærdsmedarbejdere på tværs af fag og sektorer, så medarbejderne bliver bedst muligt klædt på til at skabe det gode og sunde liv sammen med borgerne.
Her kan fagfolk fra hele landet få ny viden om og inspiration til, hvordan de udvikler kompetencerne hos fremtidens velfærdsmedarbejdere inden for områderne demens, hjemmesygepleje og akut sygepleje.
Sammen om fremtidens velfærdskompetencer er titlen på konferencen, der løber af stablen den 22. marts på Social- og Sundhedsskolen Esbjerg.
- Fremtidens velfærdsmedarbejdere skal skabe det gode og sunde liv sammen med borgerne. Samtidig stiller det nære sundhedsvæsen nye krav til velfærdsmedarbejderne i form af øget kompleksitet i indsatserne og øget behov for tværfaglighed. Begge dele kræver nye kompetencer. Vi har i Esbjerg rigtigt gode erfaringer med partnerskaber på uddannelsesområdet, hvor vi samarbejder om kompetenceudvikling på tværs af institutioner og arbejdspladser. Det har blandt andet resulteret i nogle nye modeller for kompetenceudvikling inden for akut sygepleje, demens og hjemmesygepleje, som vi gerne vil dele med andre, siger direktør for Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune Arne Nikolajsen.
Konferencen byder blandt andet på et oplæg af Tor Nørretranders, som vil tale om, hvordan vi inddrager civilsamfundet i at skabe det gode og sunde liv. Herudover vil oplæg og workshops ved de tre arrangører give deltagerne mulighed for både ny viden, inspiration og refleksion.
- Vi har igennem mange år samarbejdet med Esbjerg Kommune om tværfaglig kompetenceudvikling. Det har nu udmøntet sig i en partnerskabsaftale blandt andet på sundhedsområdet, som vi forventer os meget af i fremtiden, siger direktør for Social- og Sundhedsskolen Esbjerg, Lisbeth Nørgaard, og rektor for UC SYD, Birthe Friis Mortensen.
Du kan læse mere om konferencen her.