23948sdkhjf

Forskning tænder nyt håb for rygmarvsskadede

Nyt forskningsprojekt på Vestdansk Center for Rygmarvsskade. Behandlingen er en kombination af nervestimulation og fysisk træning.

Et forskerhold på Vestdansk Center for Rygmarvsskade i Viborg skal dokumentere effekten af en pacemaker, der har hjulpet rygmarvsskadede patienter på benene igen.

Fem nøje udvalgte patienter, der er lammet i underkroppen på grund af en rygmarvsskade, får om kort tid et tilbud om at deltage i forskningsprojektet.

Behandlingen er en kombination af nervestimulation og fysisk træning. De fem patienter får lagt elektroder ind i bækkenet. Med ganske svag strøm fra en pacemaker stimulerer elektroderne de nerver, der går ned i hoften og knæene. Pacemakeren, som patienten selv styrer, indopereres i en "lomme" under maveskindet.

Forskningsprojektet, der skal foregå på Vestdansk Center for Rygmarvsskade (VCR) på Regionshospitalet Viborg, følger op på eksperimenter, som den schweiziske professor Marc Possover har haft gode resultater med. Nogle af hans patienter, som ellers var henvist til en tilværelse i kørestol resten af livet, kan i dag gå en distance på over en kilometer.

Marc Possover, der er gæsteprofessor på Aarhus Universitetshospital, kommer til Viborg og indopererer udstyret på de fem patienter i begyndelsen af april. Han assisteres af et operationshold fra Aarhus Universitetshospital under ledelse af professor Axel Forman. Operationen tager mindre end halvanden time.

Herefter tager det viborgensiske forskerhold over for at dokumentere effekten af behandlingen. Det første halve års tid efter operationen må patienten træne intenst for at genopbygge muskler i benene. Herefter fortsætter patienten med stå- og senere gangtræning. Alt i alt skal patienten være motiveret for mindst tre års ihærdig fysisk træning for at opnå maksimal effekt af pacemakeren.

Forskningsarbejdet gennemføres som et ph.d.-projekt "Sensory and motor control in spinal cord injury after laparoscopic neuroprosthetic implant to pelvic lumbosacral nerves" af læge Søren Bruno Elmgreen. Helge Kasch er hovedvejleder på projektet.

Forskningsprojektet er godkendt af Videnskabsetisk Komité.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099