Borgmester vil indføre tvungen motion i arbejdstiden
Sidste år blev der indført obligatorisk motion for sosu-medarbejderne på Københavns plejehjem.
Og nu skal kravet omfatte alle medarbejdere i risiko for nedslidning, hvis det står til sundheds- og omsorgsborgmesteren i København, Ninna Thomsen (SF).
- Det er for eksempel vej- og parkfolk og rengøringsmedarbejdere. De har en kombination af kort uddannelse og hårdt fysisk arbejde, som det kan være vanskeligt at lave en omskoling fra, siger hun til DR P4 København.
Tvungen træning er både til gavn for kommunen og medarbejderne, forklarer hun:
- Det handler om arbejdsmiljø. Hvis du er på en byggeplads, så skal du have en hjelm på, så du ikke får en mursten i hovedet. Tilsvarende har vi som offentlig arbejdsplads et ansvar for, at vi ikke slider folk ned igennem deres arbejdsliv.
Ninna Thomsen fortæller, at der allerede i forsøgsperioden med ordningen var sikret opbakning fra de faglige organisationer.
- Og som optakt til forslaget, har jeg også haft dialog med FOA om at udvide ordningen til køkkenmedarbejdere, rengøringsmedarbejdere i andre dele af kommunen. Jeg har også haft dialog med 3F, siger hun.
Forslaget møder imidlertid fortsat modstand hos De Radikales gruppeformand i København, Tommy Petersen. Han synes, det er alt for vidtrækkende.
- Jeg synes, vi skal passe meget på, at kommunen ikke bliver din mor, der hele tiden tror, den ved, hvad der er bedst for dig, siger han til DR P4 København.
Forslaget om obligatorisk motion indebærer, at der skal udpeges ambassadører på kommunens arbejdspladser, som skal være ansvarlige for at drive og fastholde træningen i arbejdstiden.
Og det er helt galt, mener Tommy Petersen.
- Det synes jeg, lyder virkelig kontrolagtigt og invaderende og faktisk ret uhyggeligt, siger han.
Økonomiudvalget i Københavns Kommune stemmer om forslaget tirsdag eftermiddag.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/