23948sdkhjf

S vil have undersøgt konkurser blandt ældres plejere

Der har været en bølge af konkurser i hjemmeplejen siden 2013, og Socialdemokratiet kræver en undersøgelse.

Der er behov for en tilbundsgående undersøgelse af, hvorfor så mange private plejefirmaer går konkurs. Det mener Socialdemokratiet.

Partiet får opbakning fra Dansk Folkeparti, der ønsker at se på, hvorfor knap 40 private leverandører i ældreplejen er gået konkurs siden 2013.

- Det er et kæmpe problem, hver gang et privat plejefirma går konkurs, for det rammer ældre med behov for pleje og hjælp. Det skaber en kæmpe utryghed og er et svigt over for de ældre, siger ældreordfører Astrid Krag (S).

Konkurserne har berørt mere end 11.500 ældre og 1600 medarbejdere ifølge tal fra fagforeningen FOA.

Kommunerne og dermed skatteborgerne ender med en ekstraregning, der kan beløbe sig på flere millioner for hver konkurs, mener Socialdemokratiet.

- Jeg kan slet ikke forstå, at man ikke gør noget ved de mange konkurser, men tværtimod kræver, at kommunerne skal udlicitere endnu mere, siger Astrid Krag i en skriftlig kommentar.

Hun forventer, at der er flertal uden om regeringen.

Men tingene skal tages i den rækkefølge, som der nu er, siger ældreminister Thyra Frank (LA).

Hun har endnu ikke besluttet sig for, om der skal være en undersøgelse af området.

- Jeg afviser ikke, men jeg vil kende baggrunden for konkurserne. For mig er det uendelig vigtigt, at det frie valg er kommet for at blive.

- Jeg skal finde ud af, hvad det her handler om, og hvordan jeg stiller mig til det, siger Thyra Frank til TV2 News.

Liberal Alliance går ind for at lade private stå for så stor en del af den offentlige service som muligt.

Det møder modstand.

- Regeringen har bare siddet på hænderne. Så nu vil vi pålægge dem at få lavet en ekstern analyse af konkurserne, så vi kan komme til bunds i, hvorfor de sker.

Både Dansk Erhverv og Dansk Industri hilser undersøgelsen velkommen. Men den skal også se på "ulige konkurrencevilkår" mellem leverandørerne på den ene side og kommunerne på den anden, skriver førstnævnte.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078