Undersøgelse: Udlicitering har store konsekvenser for ansatte
En række forskere har for første gang kortlagt konsekvenserne for medarbejdere, der skifter fra offentlig til privat ansættelse ved en såkaldt udlicitering. Forskerne fra RUC og KORA har undersøgt konsekvenserne for udliciterede medarbejdere inden for fire sektorer: Rengøring, vej og park, drift af foranstaltninger rettet mod ældre samt madservice. Hovedparten af de medarbejdere, der indgår i analysen, kommer fra rengøringsområdet.
Analysen viser en klar – negativ – effekt på indkomstforhold, der formodentlig skyldes en lavere beskæftigelsesgrad, lyder det fra FOA.
- Det er meget deprimerende at læse, hvor hårdt de her mennesker bliver ramt, når kommuner jagter besparelser via udlicitering, siger Dennis Kristensen, forbundsformand i FOA.
Undersøgelsen viser, at de udliciterede medarbejdere oplever et fald i deres løn efter udliciteringen. Faldet er på omkring 30.000 kroner det første år. Det øges til omkring 40.000 kroner i det andet år og falder til omkring 29.000 året efter.
Samtidig modtager de udliciterede medarbejdere flere indkomstoverførsler end tilsvarende medarbejdere, der ikke er blevet udliciteret. De udliciterede medarbejdere har længere perioder på dagpenge, og forskerne sporer effekter på sygedagpenge.
- Det har tungtvejende menneskelige omkostninger at udlicitere offentlige opgaver til private. Det har vi længe råbt op om. Nu ser vi de hårde fakta om konsekvenserne. Det bør i den grad mane til eftertanke i kommuner, der stadig tror, at der ligger en potte guld begravet under enhver udlicitering, siger Dennis Kristensen.