Døden er ikke tabu i Dalby
Af Anne Ristorp Kraufeldt
Døden er ikke et emne, man taler med sine beboere om, det øjeblik de flytter ind på Dalby Ældrecenter i Faxe Kommune. Omvendt er døden heller ikke tabu.
- Selvom livet skal leves - også på et plejehjem - så tror jeg, alle vores beboere på et eller andet plan er klar over, at de er kommet til deres sidste hjem. Men de behøver ikke blive mindet om det hele tiden, siger social- og sundhedsassistent Louise Eriksen, Dalby Ældrecenter i Faxe Kommune.
Og når døden er uundgåelig - og for nogle nært forestående -, så skal man være bevidst om, at man kun har én chance for at gøre det palliative forløb så humant som muligt.
- Det kan ikke gøres om. Derfor forbereder vi os grundigt både før og under den palliative fase, siger social- og sundhedsassistent Louise Eriksen.
Etiske overvejelser
Medarbejderne i Faxe er ikke bange for at forholde sig til døden, siger plejehjemsleder Anni Petersen:
- Det er et aktivt valg at arbejde på et plejehjem. Som social- og sundhedsassistent kunne man have valgt et andet arbejde, f.eks. på et sygehus, hvor døden ikke på samme måde altid er en forudsætning. Derfor er alle vores medarbejdere også helt på det rene med, at døden er en naturlig del af livet og en naturlig del af det daglige arbejde ...
Etik og genoplivning
Døden er naturlig - men det er genoplivning ikke. Og selvom samtlige medarbejdere på Dalby Ældrecenter i 2015 var på genoplivningskursus, er genoplivning et etisk emne, der aktuelt debatteres i Faxe Kommune.
- Hvis man er 95 år og ikke har taget stilling til om man vil genoplives - og så falder om med hjertestop ... er det så etisk korrekt at genoplive? Det diskuterer vi ret ofte lige nu, fortæller social- og sundhedsassistent Maria Rasmussen.
- Vi tøver jo aldrig med hjertemassage. Og det sker heller ikke ret tit, at vi er nødsaget til at yde førstehjælp. Måske kun én gang om året. Men det er absolut det værd at diskutere for den ene gang. Det handler om beboernes ønsker, siger Maria Rasmussen.
Er døden så stor en del af dagligdagen, at livet blot fagligt går videre, når en beboer går bort?
- Nej, det bliver aldrig bare ’en dag som alle andre’, når vi mister en beboer. Vi taler faktisk ret meget sammen, når en beboer går bort. Der vil altid være kolleger, der er tættere knyttet til en enkelt borger end andre. Så snakker vi om det. Vores personalegruppe har arbejdet sammen i rigtig mange år, og vi kender hinandens ressourcer og svagheder, siger social- og sundhedsassistent Maria Rasmussen.
Traditioner
Når en beboer er i den palliative fase eller er gået bort, har Dalby Ældrecenter flere forholdsregler og traditioner, der overholdes.
Plejehjemmet bruger vågekoner - primært om natten - men vågekonerne bruges kun hos dem, der har lyst til at have selskab. Derudover giver man pårørende mulighed for at sove i lejligheden, og man ringer efter en præst eller tager hensyn til andre religiøse overbevisninger, hvis der er ønske om det.
Plejepersonalet har også adgang til tre kufferter fuld af hjælpemidler til den palliative fase (se artikel på side 15).
Når en beboer går bort, stilles der levende lys på stuen, man synger en salme eller sang og medarbejderne følger altid kisten ud.
- Hvis en beboer mister en ven eller en veninde her på plejehjemmet, sættes tankerne selvfølgelig igang, og så er vi meget opmærksomme på at støtte op, siger hun.
- Vi har også et godt samarbejde med vores tilknyttede praktiserende læger, som faktisk også er meget professionelle til at håndtere de samtaler, der kan være lidt svære, siger Anni Petersen.
Som regel tager en repræsentant fra personalet med i kirken til bisættelse eller begravelse - og her er det ofte, at følelserne viser sig.
- Den dag, man ikke har følelser i forbindelse med, at en af vores beboere går bort, er nok den dag, man skal stoppe med at arbejde på et plejehjem, siger Maria Rasmussen.
| Lys og litteratur lindrer i den sidste tid På trods af en høj gennemsnitsalder blandt beboerne, er døden ikke et emne, som fagpersonalet ofte skal forholde sig til på Dalby Ældrecenter. Her bor nemlig kun 25 borgere. Alligevel har Dalby Ældrecenter valgt at forholde sig meget aktivt til døden og den palliative fase. Tre af centrets ni medarbejdere har været på intensivt kursus i palliativ pleje, og i 2017 bliver palliativ pleje et fokusemne i Faxe Kommune.
Dalby Ældrecenter har investeret i en række hjælpemidler til den sidste tid. Hjælpemidlerne - og klare retningslinjer for det palliative forløb - giver en ro og en tryghed, som smitter af på beboerne. Det fortæller social- og sundhedsassistent Louise Eriksen. - Vi har tre mål i den palliative fase: Vores beboere skal ikke dø i smerte, ikke dø alene og ikke være bange i den sidste tid. Hjælpemidlerne giver personalet ro til at opfylde de mål, siger Louise.
Hjælpemidlerne fordeler sig i forskellige omsorgskufferter. Dalby Ældrecenter købte deres tre kufferter i 2014. - Omsorgskufferterne har hjulpet vore beboere og givet os et værktøj til den optimale palliative behandling, siger plejehjemsleder Anni Petersen. Kufferterne indeholder mange forskellige hjælpemidler: Her er LED-lys til at skabe stemning, lydpuder, puder til lejring, bøger om sorg, forstøvningsflasker, varmepuder, religiøse figurer, rygstøttende pude, minderuller til noter ... Kort sagt henvender indholdet i kufferterne sig til både borger, pårørende og fagpersonalet. Men fælles for alle hjælpemidler er, at de lindrer fysisk og mentalt.
Elever fandt kufferterne Det var to sosu-assistent-studerende fra Dalby Ældrecenter, der fandt frem til kufferterne hos Institut for Eksistens, og siden brugte dem som udgangspunkt i en opgave på sosu-skolen. Derefter købte Dalby Ældrecenter tre kufferter. Og det har hjulpet dem fagligt. - Jeg synes, at det signalerer professionalisme, at vi kan tilbyde de lindrende hjælpemidler. Og det er praktisk, at hjælpemidlerne er samlet, så vi ikke i en svær situation skal stå på hovedet i et eller andet skab for at finde det, vi skal bruge. Det sender også et signal om, at vi tør gå ind i snakken og arbejdet omkring den palliative fase, siger leder Anni Petersen. Social- og sundhedspersonalet bruger som oftest puden, der er kold på den ene side og varm på den anden, lejringspuden - som også kan bruges til at kramme - og de batteridrevne lys, der skaber stemning. Og ellers kommer de øvrige hjælpemidler i brug efter behov. - Vi fik på et tidspunkt besøg af en læge, der foretog ligsyn. og lægen bemærkede, at atmosfæren på den afdødes stue var helt forandret fra tidligere besøg. Det gav os et hint om, at det var det rigtige, vi gjorde, siger Anni Petersen. |