2

Billeder

Latter, tårer, smukke toner og kendte strofer fyldte den store teatersal på Randers Egnsteater, da Teatergrad forleden fremførte forestillingen "Husker du?" for en gruppe mennesker med demens, deres pårørende og personale på ældreområdet i Randers Kommune.

Historien handler om Jens, der er ramt af Alzheimer. Han ved godt, at han er syg. Men han kan stadig huske, hvordan et jordbær smager, og han har tænkt sig at nyde det, indtil det begynder at smage af tomat!

- Randers skal være et sted, hvor man kan få gode oplevelser på trods af demenssygdom. Teaterforestillingen giver en anledning til at reflektere over vigtigheden af at have gode oplevelser med hinanden, og samtidig opleve at, man kan danne netværk med andre i samme situation,," siger Helle Sahl, demenskonsulent i Randers Kommune.

Randers Egnsteater har taget initiativ til at få forestillingen til Randers i samarbejde med ældreområdet.

Publikum spiller selv en rolle i forestillingen som en del af det mindebillede, hovedpersonen Jens ofte befinder sig i. Blandt andet er de elever i en musikklasse, som Jens holdt af at undervise, og må derfor synge med på kendte sange som Lille Frøken Himmelblå.

- Når de demente bliver stimuleret med musik, åbner der sig en helt ny - eller rettere gammel - verden. Minderne vælter frem, og livet kommer frem i øjnene. Det er dette, vi gerne vil med "Husker du?". Skabe en forestilling, der gennem musik skal vække de glemte minder, siger instruktør Pelle Nordhøj Kann.

Et af formålene med at invitere mennesker med demens og deres pårørende til at se teaterstykket "Husker du?" var at bryde det tabu, der stadig ofte knytter sig til demenslidelserne. 

- Som én, der selv er ramt af sygdommen, kan jeg tilføje, at man sagtens kan have det sjovt, når man er i de rigtige hænder, sagde Hans Henrik Carøe.

Han smiler indforstået til sin sidemand, Christina Blomkvist Nielsen fra Aktivt Fællesskab for yngre demente i Randers Kommune. Hele flokken fra Aktivt Fællesskab var inde og se forestillingen sammen.

- Vores motto er, at vi griner mere, end vi græder, når vi er sammen, understreger Hans Henrik Carøe.