23948sdkhjf

Faglærte får bedre mulighed for at uddanne sig videre

Blandt andet har sosu-assistenter nu bedre muligheder for at videreuddanne sig. Fristen er 15. marts.

Fra i år får faglærte som sosu-assistenter, snedkere og mekanikere bedre muligheder for at læse videre og tage en videregående uddannelse.

Det skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.

Det betyder, at faglærte får lettere ved at bygge ovenpå den uddannelse, de allerede har og udvide deres kompetencer med en videregående uddannelse.

Nu kan faglærte nemlig søge om en plads på en relevant videregående uddannelse uden at skulle supplere med gymnasiale fag, hvilket de førhen skulle.

Og alle med en treårig erhvervsuddannelse kan vælge at skifte spor, hvis de ønsker at læse en anden og ny erhvervsuddannelse.

Men hvis man går og drømmer om at læse videre på en ny uddannelse, har man travlt med at skrive en ansøgning.

I år er ansøgningsfristen for kvote 2-ansøgninger nemlig onsdag den 15. marts klokken 12.00.

De nye regler giver faglærte mulighed for videreuddannelse på erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne.

Dog giver reglerne ikke mulighed for at søge ind på en bachelor- eller kandidatuddannelse.

De nye regler skaber stor begejstring hos Ole Heinager, der er direktør for uddannelsesinstitutionen NEXT. De tilbyder 41 erhvervsuddannelser indenfor blandt andet byggeri, kontor og sundhed.

- Det er jo helt fantastisk. Det er det, vi har ventet på i mange år. Nu er ens muligheder efter en erhvervsuddannelse åbne og mange, siger han.

Unge vælger erhvervsuddannelserne fra og de gymnasiale uddannelser til i dag, fordi den åbner flere muligheder for videre uddannelse, mener Ole Heinager.

- De unge og deres forældre fravælger i dag erhvervsuddannelserne, fordi de er bange for, at de ikke kan læse videre og ender med at skulle være murer hele deres liv, siger han.

Flere elever skal vælge en erhvervsuddannelse. Den målsætning blev fastlagt af regeringen i 2014. Og de nye regler gør det lettere at få nye elever til erhvervsuddannelserne, siger Ole Heinager.

- De nye regler giver vores elever flere muligheder. Og det vil klart gøre det lettere at få nye elever, fordi vi kan vise, at de kan uddanne sig videre.

Målet er, at mindst 25 procent af alle elever i 9. og 10. klasse skal søge ind på en erhvervsuddannelse i 2020.

Men der er stadig lang vej til målet. I 2016 søgte 18,4 procent af eleverne i målgruppen ind på en erhvervsuddannelse.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078