23948sdkhjf

Psykiatriske patienter ender i private botilbud

Mens Folketinget kæmper for en løsning på problemet med vold på offentlige bosteder, vælger flere kommuner at sende tunge patienter til private tilbud.

Drab og vold har de seneste år fyldt debatten om de danske bosteder for patienter med psykiske problemer.

I kommunerne venter man stadig på, at det lykkes Folketingets partier at finde frem til en løsning, der kan mindske antallet af voldelige episoder.

Den manglende afklaring har fået mange kommuner til at tage sagen i egen hånd og i stigende grad sende psykiatriske patienter til private botilbud.

Det fortæller Rasmus Larsen Lindblom, velfærdspolitisk fagchef i Dansk Erhverv.

- Fra virksomhederne hører vi generelt mere end tidligere om øget kommunal efterspørgsel på særligt de højt specialiserede pladser inden for socialpsykiatrien, siger han.

- Og det er en tendens fra flere steder i landet.

København er blandt de kommuner, der har måttet benytte sig af dyrere private bosteder for at kunne rumme visse typer patienter.

- Det er aktuelt meget syge borgere, som jo også tit har et misbrug, og som følge af den her cocktail også har en udadreagerende adfærd, fortæller borgercenterchef i Socialforvaltningen Knud Andersen.

Han siger, at det var drabet på en kvindelig sosu-assistent på bostedet Ringbo i Bagsværd i 2013, der fik kommunen til at se sig om efter nye muligheder.

Som regel ender det med, at patienterne sendes til private tilbud, som oftest koster flere penge. Det skyldes, at der her er den rette specialisering til at kunne magte opgaven, siger Knud Andersen.

Hos Landsforeningen Sind har man også lagt mærke til, at kommunerne er begyndt at vende blikket mod de private tilbud.

- Det er i situationer, hvor det offentlige må give op. Typisk er det borgere, som er meget udadreagerende, siger formand Knud Kristensen.

Han er overordnet glad for, at der tages hånd om patienter, som ikke kan få den rette støtte på de offentlige bosteder.

- Vi mener, at man skal finde det tilbud, der matcher borgeren bedst. Om det er kommunalt eller privat, er ikke vigtigt.

Samtidig ser han positivt på, at de private bosteder kan tilbyde indsatser, der netop er målrettet de forskellige typer patienter.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083