Aarhus sætter udstilling med teknologi på hjul
Aarhus Kommune udvider sin udstilling på Dokk1 med en hel bus fyldt til randen med velfærdsteknologi og hjælpemidler - i løbet af de kommende måneder kører bussen ud til hele Aarhus.
”DokkX på tur”- destination det gode liv kører fra på mandag rundt i Aarhus i en ombygget bybus. På den måde får flere borgere adgang til at prøve velfærdsteknologi og hjælpemidler, som ellers findes i Aarhus Kommunes permanente udstilling på Dokk1. Her har 10.000 borgere i alle aldre afprøvet elektronik og robotter, siden udstillingen åbnede 29. april sidste år.
Bussen vil rumme mere end hundrede typer af teknologi og hjælpemidler til alle grupper af borgere: En el-scooter, der kan klappes sammen som kuffert, en tinnituspude med musik, elektroniske pilleæsker og en sansestimulerende kuglevest til børn med ADHD.
- Der er noget til alle, både folk i målgruppen og andre som er nysgerrige på at prøve den seneste teknologi. Aarhus er kendt for at være længst fremme med velfærdsteknologi. Nu bringer vi det endnu tættere på alle interesserede, som vil komme i bussen og lege og lære. Finder du noget, du har lyst til at afprøve, kan du låne det med hjem, siger Jette Skive, rådmand, Sundhed og Omsorg.
”DokkX på tur” – destination det gode liv er et samarbejde mellem de to magistratsafdelinger Sundhed og Omsorg og Sociale Forhold og Beskæftigelse. Når bussen tager på tur, får den stoppested ved butikscentre som for eksempel Bilka, IKEA og Bazar Vest. Den stopper også ved botilbud for mennesker med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. Samtidig bliver borgere i målgruppen, som ikke selv er opsøgende, kontaktet direkte.
- Med bussen kan vi nå ud til mange flere borgere med velfærdsteknologiske hjælpemidler. Den hurtigere visitation, hvor borgeren inddrages i valget af hjælpemidler, kan også bedre sikre, at borgeren får det rette med hjem. Det kan gøre en stor forskel i hverdagen, og i forhold til at blive på arbejdsmarkedet. Jeg håber, vi får en god dialog med mange borgere, siger Thomas Medom, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse.
Bussen kører i tre måneder før sommerferien og i tre måneder efter. Foreninger og organisationer kan bestille bussen til at gøre stop ved relevante arrangementer om aftenen.