Nyt e-læringskursus for sundhedspersonale
Et nyt e-læringskursus for sundhedspersonale implementeres nu i alle fem regioner.
Regionerne vil styrke indsatsen for at skabe forbedringer for patienten og sætte sundhedspersonalet helt i front i forhold til arbejdet med at forbedre forholdene på afdelingerne. I tråd med de fælles nationale mål for kvalitet i sundhedsvæsenet, implementerer alle fem regioner nu et e-læringskursus i metoder til at forbedre kvaliteten. Det skriver Danske Regioner.
- Kurset skal opbygge kompetencer, og på den måde bliver personalet på landets sygehuse kvalificerede til at skabe forbedringer til gavn for patienterne. Kurset er en del af vores arbejde på hele tiden at løfte kvaliteten, siger Ulla Astman, formand for Danske Regioners sundhedsudvalg.
Fælles forståelse
Hun glæder sig over, at sundhedspersonalet gennem kurset kan få en fælles forståelse af, hvordan de kan arbejdet med forbedringer.
- Det er afgørende, at vi taler ud fra samme udgangspunkt, når vi skal skabe forbedringer. Det skaber de bedste forudsætninger for at sætte nye initiativer i gang og løfte kvaliteten yderligere. F.eks. kan man med et ønske om kortere ventetider anvende kurset til at få et indblik i hvilke metoder, der kan bruges, lyder det fra Ulla Astman.
Kurset er udviklet af Region Hovedstadens E-læringsenhed i samarbejde med de øvrige regioner og Dansk Selskab for Patientsikkerhed.