23948sdkhjf

Randers: Planer for mundpleje sættes i værk i 2017

Randers Kommune følger lokalt op på Sundhedsstyrelsens anbefalinger og tilretter mundplejeplaner for den enkelte borger, som plejepersonalet kan støtte sig til.

For ganske få år siden havde de fleste ældre mennesker tandproteser i stedet for det naturlige tandsæt. Nu har stadig flere ældre sine egne tænder, og den gennemsnitlige levealder stiger år for år.

Det stiller nye krav til tandplejeindsatsen, og i Randers Kommune arbejder Omsorgstandplejen på at udvide samarbejdet med ældreområdet.

I de forløbne tre år har medarbejdere fra Omsorgstandplejen i Randers Kommune derfor været på besøg på samtlige af kommunens ældrecentre og undervist i tandpleje.

- Det er så vigtigt at pleje de ældres tænder, fordi det kan forhindre både sygdomme og dødsfald. En dårlig mundhygiejne kan være årsag til tandkødsbetændelse og parodontose, som ubehandlet kan føre til alvorlig lungebetændelse og infektion i blodbanen, fortæller Mariane Hegelund Sørensen, tandplejer og underviser i Omsorgstandplejen.

Ny og forbedret inddragelse

I takt med det stigende behov for omsorgstandpleje, har Tandplejen og Visitationen i Randers Kommune udviklet en ny og forbedret vejledning for inddragelse af Omsorgstandplejen.

Det handler blandt andet om at udbrede kendskabet til Omsorgstandplejen, og målet er, at alle borgere med behov for hjælp skal tilbydes støtte af omsorgstandplejen og herefter det daglige plejepersonale.

Samarbejde på tværs
Sundhedsstyrelsen rapport ’Modernisering af Omsorgstandplejen’ stiller nye krav til samarbejdet mellem Tandplejen og plejepersonalet på ældrecentre.

Anbefalingen indebærer, at man i samarbejde tilrettelægger en mundplejeplan for den enkelte borger, som plejepersonalet kan støtte sig til, når de skal hjælpe en ældre borger med at have en god mundhygiejne.

- Det betyder meget, at vi arbejder godt sammen på tværs af fagligheder, fordi vi skal bruge både plejepersonalets viden om den ældre borger og vores viden om tandpleje, når vi skal lave mundplejeplanerne, siger Mariane Hegelund Sørensen, og tilføjer at samarbejdet fungerer særlig godt efter undervisningen på ældrecentrene.

Arbejdet med mundplejeplaner påbegyndes i 2017, og medarbejderne i Omsorgstandplejen vil fortsætte med undervisningen på ældrecentre, så plejepersonalet hele tiden er opdateret med viden om god mundhygiejne og tandpleje.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078