Vikarer kan også være en løsning
Af Anne Ristorp Kraufeldt
Kan det lade sig gøre at skabe en hverdag i eget hjem, selvom man er ramt af demens? Ja, mener man fra vikar-virksomheden Psykiatri Plus. Her har man nemlig oplevet, hvordan en demensramt mand, hvis familie insisterede på, at han skulle blive i eget hjem, vendte en hverdag præget af forvirring til en hverdag med struktur og daglige rutiner.
En væsentlig årsag til det var, at manden i en periode blev fulgt tæt af personale, der havde forstand på demens og kunne understøtte den ældre mand i eget hjem.
Det fortæller Erik Willumsgaard, der gennem virksomheden Psykiatri Plus var udsendt i et halvt år som vikar hos den ældre mand.
- Man kender jo aldrig 100 procent baggrunden for den forandring, der skete hos ham. Men i mit sind er der ingen tvivl om, at dét, at han kunne blive i sit kære hus, og at vi kunne skabe en hverdag med ham der, er den vigtigste forklaring, siger ham.
Erik Willumsgaard har i en årrække været vikar på en række offentlige institutioner inden for plejesektoren og socialpsykiatrien for Psykiatri Plus.
- Hans pårørende havde ringet til os, og sagt, at de havde brug for hjælp til deres demente far. Efter hustruens død var han blevet tiltagende dårlig i en grad, hvor de pårørende ikke længere magtede situationen. Han var blandt andet begyndt at gå ud og ikke kunne finde hjem igen. Den pårørende insisterede på, at han blev i sit eget hus, som han holdt så meget af.
Skiftede tøj
Erik Willumsgaard fik at vide, at han skulle møde op meget pænt klædt, da den ældre mand var vant til det fra sit arbejdsliv.
- Jeg kom i fint jakkesæt. Men det var skidt, da han troede, jeg var forretningsmand, der kom i et helt andet ærinde. Så jeg gik igen og kom senere i almindeligt tøj, og så gik det godt, fortæller han.
Stille og roligt fik han lov til at fylde mere og mere i mandens liv. Ifølge Erik Willumsgaard var det at få styr på døgnrytmen og så de daglige gåture, der for alvor satte gang i den positive udvikling.
- Vi kom afsted hver dag, og vi fik nogle gode snakke på de ture, hvor vi fandt ud af, at vi havde mange fælles interesser. Og det nød han. Men jeg oplevede, at en af de meget vigtige ting var selve gåturen. At bliver aktiveret fysisk gjorde en stor forskel for ham, fortæller han.
Erik Willumsgaard var ikke den eneste vikar på opgaven. Der var døgnbemandet i en periode, da manden kunne være til fare for sig selv - eksempelvis tændte han komfuret om natten og kunne finde på at sætte en elkoger på kogepladen.
Efter nogle måneder begyndte manden igen at læse aviser og bøger - og han var til stede mentalt over for sine nærmeste, der ofte kom på besøg.
Erik Willumsgaard har lært meget af at følge manden tæt derhjemme og komme tæt på et menneske, som han oplevede som en ’stor personlighed’.
- Jeg tror, at den tætte kontakt til et andet menneske og den struktur, vi formåede at få på hans hverdag i eget hjem, bidrog væsentligt til den positive udvikling, siger Erik Willumsgaard.