23948sdkhjf

Næstved ruller medicinhusker ud i hjemmeplejen

Hjemmeplejen i Næstved Kommune har gennem det seneste år afprøvet medicinhuskeren DoseCan.

I Næstved Kommune er man netop nu i gang med et implementeringsprojekt i hjemmeplejen.

Gennem det seneste år har hjemmeplejen afprøvet en medicinhusker hos borgerne. Teknologien hedder DoseCan. Det er en lille rød boks til borgerens medicin, som har et display i låget, der bipper, når det er tid til medicin. Borgeren skal aktivt trykke på en kvitteringsknap på boksen, og hvis ikke borgeren kvitterer for påmindelsen, så får plejepersonalet automatisk en pop-up besked på mobiltelefonen.

Denne artikel har været bragt 24. marts i den trykte udgave af Magasinet Pleje, der lige nu kan læses gratis som e-avis på magasinetpleje.dk.

Teknologien betyder, at der nu er borgere, der selv kan tage hånd om deres medicin.

- De bliver mere uafhængige af os, men alligevel har de også en sikkerhed, fordi de ved, at de har os i baghånden, siger social- og sundhedsassistent Dina Sørensen.

Borgerne vil rigtig gerne være selvstændige og selv kunne bestemme over deres eget liv, fortæller Pia Laursen, social- og sundhedsassistent.

- Og for mig så er gevinsten borgerens livskvalitet. Jeg får ikke mindre at lave, bare fordi jeg sparer fem minutter ved at give medicin, men jeg kan se en glæde i en anden person, og det er dét, der er gevinsten for mig, siger hun.

Et samarbejde
DoseCan er et elektronisk påmindelsessystem.

Og hjemmeplejen har under afprøvningen fundet ud af, at den lille røde boks - udover at minde borgeren om at tage sin medicin - også kan bruges i andre sammenhænge, fortæller Dina Sørensen.

Systemet kan for eksempel huske borgeren på at spise eller drikke, skifte plaster eller gå til lægen.

- Vi har en borger, der har parkinsons sygdom, og DoseCan minder ham om, at han skal tage sin medicin, og at han skal huske at gå til træning, siger Pia Laursen.

Det er et redskab, som hjemmeplejen bruger i samarbejde med borgeren. Og personalet vurderer fra borger til borger, om den her teknologi kunne være en løsning.

Afprøvningen startede som et pilotprojekt, og i dag er medicinhuskeren bredt ud til alle hjemmeplejeteams, fortæller velfærdsteknologikonsulent i Næstved Kommune, Ladan Rezai.

- Vi har besluttet, at det er en teknologi, vi godt vil satse på i kommunen, så det er et implementeringsprojekt, vi er i gang med nu. Men vi har stadig fokus på at få afprøvet det hos borgere og se, hvad der virker, og hos hvem det virker, samtidig med at vi vil evaluere på gevinsterne, og hvad teknologien kan, siger hun.

Læs også om Nordjyske kommuner der går sammen i samarbejde om medicinhåndtering.

Seks kommuner tester teknologier

De kommende to år skal Næstved Kommune sammen med Horsens, Kolding, Odense, Odsherred og Svendborg kommuner afprøve og evaluere en række af de forskellige teknologier til medicinhåndtering, der lige nu findes på markedet.
Projektet, der blev skudt i gang i december sidste år, har blandt fokus på, hvilke teknologier der passer til hvilke typer af borgere, hvordan teknologierne fungerer for medarbejdere og resten af organisationen og hvad de økonomiske og de kvalitative gevinster er, fortæller projektleder og velfærdsteknologikonsulent i Næstved Kommune, Ladan Rezai.
Det handler om evaluering
- I princippet handler det om at evaluere, hvad får borgeren ud af det, hvad får medarbejderne ud af det, og hvad er de økonomiske gevinster ved det her. Og vi prøver at komme vidt omkring de forskellige teknologier, siger hun.
I Næstved Kommune afprøver og evaluerer de medicinhuskeren DoseCan.
Der er nedsat en styregruppe og en projektgruppe, som i løbet af projektet mødes og udveksler erfaringer. Teknologisk Institut er ekstern evaluator i projektet.
-Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at medicinhåndtering er en stor opgave for alle kommuner, og det er også derfor, der er så mange, der viser interesse for den her type teknologier, fordi der er nogle borgere, som kan blive mere selvstændige og selvhjulpne med deres medicin, siger Ladan Rezai.
Projektet har fået tilskud fra Digitaliseringsstyrelsen.

Feedback fra personalet bruges til at forbedre teknologien

 Hos virksomheden DoseSystem, der står bag medicinhuskeren DoseCan, følger man implementeringsprojektet i Næstved Kommune tæt.
- Vi har en rigtig god dialog med Næstved, og vi lytter til deres behov og udfordringer og prøver hele tiden at tage den feedback, vi får, og gøre vores produkt bedre. Det gælder for samtlige af vores samarbejdspartnere. Jo mere feedback vi får, jo bedre kan vi gøre vores produkter, siger direktør i DoseSystem, Jesper K. Thomsen.
Virksomheden har en implementeringsansvarlig sygeplejerske, Joy Christensen, som kommer til Næstved og hjælper med projektet, når der er behov for det. Det har vist sig at være et rigtig godt samarbejde, fortæller han.
DoseCan kan minde borgeren om at tage sin medicin, men i løbet af projektet er hjemmeplejen i Næstved blevet opmærksom på, at den også kan bruges i andre sammenhænge. Den kan blandt andet huske borgeren på at spise og drikke eller gå til træning.
- Det er god inspiration og læring for os, at DoseSystem bruges så alsidigt i Næstved, siger han.
Medicinhuskeren er i dag ude i 38 kommuner. I januar blev der lanceret en stor opdatering af systemet.
- Vi er gået fra version 1.0 til version 2.0 af vores software. Vi har opdateret brugernes interface og hele den datastruktur, der ligger bag. Det har vi gjort på baggrund af feedback fra vores brugere, fortæller Jesper K. Thomsen, og tilføjer, at man også har forberedt systemet for udrulning i endnu flere lande.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.578